Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 31/08/2026 - 06:31

Iran udfører modangreb på amerikanske baser i Jordan

To amerikanske baser i Jordan er mål for iransk angreb, der udføres som svar på angreb fra USA, siger Iran.

Atta Kenare/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Irans Revolutionsgarde har iværksat angreb med ballistiske missiler mod to amerikanske baser i Jordan.

Det rapporterede iranske statsmedier natten til mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om baserne King Hussein Air Base og Al Azraq Air Base.

Ifølge revolutionsgarden blev angrebene iværksat mod de amerikanske baser som reaktion på, at USA har angrebet Iran.

Sent søndag aften annoncerede det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, at amerikanske styrker havde angrebet to iranske raketaffyringsramper på den iranske ø Larak.

Der er tale om de første kendte amerikanske angreb mod Iran siden slutningen af juli, skriver Reuters og nyhedsbureauet AFP.

Irans Revolutionsgarde har sagt, at der både er flere dræbte og sårede soldater og borgere efter søndagens angreb.

Også AFP har natten til søndag beskrevet meldingen om gengældelsesangreb fra Iran mod amerikanske baser i Jordan.

I en udtalelse, som blev delt på stats-tv i Iran, sagde revolutionsgarden, at den havde rettet angreb mod "teknisk infrastruktur, vedligeholdelsesfaciliteter og positioner for fjendtlige kampfly på de amerikansk-drevne luftbaser King Hussein og Al-Azraq i Jordan".

De ballistiske missiler har forårsaget "store skader", lød det i udtalelsen.

Der er dog endnu ingen konkrete meldinger om omfanget af skader efter angrebene.

En talsperson for Jordans hær har ifølge AFP i en udtalelse sagt, at hæren har opsnappet otte missiler. Udtalelsen kom kort tid efter Irans melding om angreb mod baserne.

- Luftforsvarssystemer opsnappede otte missiler, der trængte ind i kongerigets luftrum ved daggry i dag, mandag, sagde den jordanske talsperson.

Tidligt mandag morgen siger Irans hær, at den desuden har angrebet luftbasen Al Minhad i De Forenede Arabiske Emirater med droner. Det sker ifølge Reuters i en udtalelse delt på iransk stats-tv.

Hæren siger, at den har angrebet steder på basen med amerikanske styrker og helikoptere. Også dette sker som svar på angrebet fra USA på Larak, lyder det.

USA og Israel iværksatte en krig mod Iran den 28. februar. Siden bredte krigen sig til resten af Mellemøsten.

Iran har også tidligere svaret igen på angreb fra USA ved at angribe amerikanske baser i Mellemøsten - blandt andet også i Bahrain og Kuwait.

USA og Iran underskrev 17. juni et forståelsespapir, som gav de to lande 60 dage til at nå frem til en større aftale. I midten af august udløb perioden, uden at der er sket større gennembrud i forhandlingerne.

RITZAU

TjekDet - faktatjek