Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 23/01/2026 - 15:07

Fransk regering slipper helskindet gennem to mistillidsafstemninger

Den franske regering balancerede fredag på kanten af mistillid fra begge sider af Nationalforsamlingen.

Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den franske regering overlevede fredag to mistillidsafstemninger i parlamentet.

Afstemningerne blev afholdt efter regeringens beslutning om at gennemtvinge en indtægtsdel af finansloven for 2026, men uden at give Nationalforsamlingen det sidste ord.

Det skriver Reuters.

Den ene afstemning var fremsat af det højrenationalistiske parti National Samling - på fransk Rassemblement National.

Den anden afstemning kom fra venstrefløjspartier inklusive De Økologiske Grønne og Det Franske Kommunistparti.

Nationalforsamlingen består af 577 medlemmer, og som ventet var der ingen af de to forslag, der opnåede det nødvendige flertal på 288 stemmer.

Opbakningen var størst til venstrefløjens afstemning, som fik 269 stemmer ifølge dpa.

Mistillidsforslagene fulgte efter premierminister Sébastien Lecornus beslutning om at gennemtvinge et omstridt budget i parlamentet uden afstemning efter mislykkede forhandlinger med andre partier.

Lecornu forventes nu at gøre brug af en forfatningsartikel for at gennemtvinge udgiftsdelen i budgettet, hvilket forventes at udløse yderligere mistillidsafstemninger, skriver Reuters.

Indtægtsdelen blev sikret efter de mislykkede mistillidsafstemninger.

Nationalforsamlingen udgør sammen med Senatet det franske parlament.

I 2024 blev en fransk regeringskoalition med daværende premierminister Michel Barnier væltet efter en mistillidsafstemning. Det var første gang siden 1962, at en fransk regering blev afsat ved et mistillidsvotum.

I 2024 var det også en uenighed omkring det følgende års finanslov, der fik fløjpartier til at vælte regeringen.

Det er karakteristisk for den franske forfatning, at premierministeren udpeges af præsidenten, som har til opgave at sikre statens kontinuitet, og at de offentlige myndigheder fungerer.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek