Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/01/2023 - 09:24

Endnu et medlem af The Pointer Sisters er død

Anita Pointer, der sammen med sine søstre stod bag en af 1980'ernes populære popgrupper, er død. Hun blev 74.

Anonymous/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den amerikanske sangerinde Anita Pointer, medlem af den populære popgruppe The Pointer Sisters i 1970'erne og 1980'erne, er død.

Det skriver det amerikanske medie Variety.

Sangerinden døde lørdag i en alder af 74 år. Hendes publicist oplyser ikke dødsårsagen men fortæller, at sangerinden døde omgivet af familie.

- Selv om vi er dybt berørte over tabet af Anita, finder vi trøst i, at hun nu har fundet fred sammen med sin datter, Jada, og hendes søstre June og Bonnie, lyder det i en udtalelse fra Anita Pointers nærmeste familie.

The Pointer Sisters blev dannet i 1969 og hittede gennem 1980'erne med numre som "I'm So Excited" og "Jump (For My Love)".

Som navnet antyder, bestod gruppen ved dannelsen af de fire søstre Anita, Ruth, Bonnie og June Pointer.

Det var ikke med forældrenes velsignelse, at deres døtre blev popsangere, har The Guardian tidligere skrevet.

Forældrene var en del af en kristen menighed i Oakland, hvor faren arbejdede som pastor.

Forældrene forbød afspilning af rock i hjemmet, for øvrigt sammen med neglelak, bukser og drenge. De håbede i stedet, at døtrene ville blive gospelsangere.

Men de to yngste søstre, Bonnie og June, var blevet bidt af popmusikken og begyndte i slutningen af 1960'erne at optræde på natklubber. Senere blev deres to ældre søstre også en del af gruppen.

The Pointer Sisters er gennem karrieren blev hædret med flere fine priser heriblandt tre Grammy-priser.

I 1994 blev popgruppen hædret med en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Popgruppen eksisterer fortsat i dag, men har efter Junes død i 2006 og Bonnies død i 2020 fået nyt liv gennem nogle af familieflokkens yngre medlemmer, Issa og Sadako Pointer.

Det ældste medlem af den oprindeligt Pointer Sisters-besætning, Ruth Pointer, på 76 år er også fortsat en del af popgruppen.

/ritzau/


København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek