København, 17/07/2025 - 15:41
Borgere kan komme med bud på kvindelige statuer
Centrale kvinder i danmarkshistorien skal hædres med statuer i det offentlige rum, mener minister.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Overalt i Danmark står mænd støbt i sten og bronze som symboler på Danmarks historie, men kvinder er nærmest fraværende ifølge regeringen.
Nu får borgere mulighed for at komme med bud på de kvinder i danmarkshistorien, som fortjener større anerkendelse. De får mulighed for at indsende et bud, som kan ende med at blive opført som statue.
- For eksempel i København er der flere statuer af fabeldyr end af kvinder. Det er skævt taget i betragtning af, at vores nyere historie i høj grad er præget af også dygtige kvinder, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Ministeren har tidligere foreslået flere kvindelige statuer og igangsat en kortlægning af statuer i det offentlige rum. Den er endnu ikke færdig.
Borgerne kan komme med input på borgerbidrag.dk, og det vil indgå i en rapport fra et udvalg, som skal sætte fokus på oversete kvinder i det offentlige rum.
Selv om det ikke nødvendigvis fører til mere ligestilling, er det stadig en god idé.
- Jeg ved ikke, om det fører til mere ligestilling, men vores historie betyder noget, og det gør det offentlige rum, vi bevæger os i, også. Og derfor ville det være dejligt, hvis nogle af de mennesker, der har sat deres præg på danmarkshistorien, også bliver hædret behørigt, siger han.
Projektet afhænger i høj grad af, hvordan man lokalt tager imod resultatet af kortlægningen, og derfor er kommunerne en vigtig medspiller.
Henriette Laursen er direktør for videnscenteret Kvinfo for køn og ligestilling. Hun har nogle bud på, hvilke kvinder der kan være oplagte at hædre med en statue.
- Det kunne være rigtig mange forskellige kvinder. Men hvis jeg skal nævne nogle, så kunne det for eksempel være Emma Gad, Natasja Saad, Ritt Bjerregaard eller Suzanne Brøgger, siger hun.
Ifølge en tidligere rundspørge foretaget af Jyllands-Posten i 2023 er 31 ud af 321 statuer og buster i byrummet kvinder.
Det er endnu uvist, hvor mange penge der er afsat, eller hvad den nationale kortlægning viser. Det er op til Statens Kunstfond at afgøre, hvilke kvinder der skal støbes i bronze.
Størstedelen af de statuer, der findes i det offentlige rum, blev opført i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede.
/ritzau/