Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Budapest, 03/04/2025 - 13:30

Stabschef: Ungarn vil trække sig fra ICC under Netanyahu-besøg

Israels premierminister er på besøg i Ungarn, der vil forlade international straffedomstol.

Sztaniszlav Horvath/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den ungarske regering har besluttet sig for at trække Ungarn fra Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Det oplyser premierminister Viktor Orbáns stabschef, Gergely Gulyas, til det statslige ungarske nyhedsbureau MTI torsdag ifølge Reuters.

Meldingen kommer, kort efter at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, er ankommet til landet.

ICC udstedte i november en international arrestordre på Netanyahu.

Han er i Ungarn på et statsbesøg.

Det er den israelske premierministers første udlandsrejse, siden arrestordren blev udstedt.

Natten til torsdag ankom Netanyahu til Ungarns hovedstad, Budapest.

Som medlem af ICC var Ungarn formelt set forpligtet til at anholde Netanyahu, hvis han var i landet.

Men allerede inden besøget havde Orbán meddelt, at han ikke ville adlyde kravet fra ICC om at anholde Netanyahu.

Han kaldte arrestordren uforskammet, kynisk og fuldstændig uacceptabel.

Ungarn var med til at stifte ICC og underskrev Rom-statutten, et dokument, der grundlagde domstolen, i 1999.

2001 blev dokumentet ratificeret, men det er aldrig blevet implementeret i Ungarn.

Gergely Gulyas sagde i november, at selv om Ungarn har underskrevet Rom-statutten, så er den "aldrig blevet en del af ungarsk lov".

Netanyahu er ligesom den tidligere israelske forsvarsminister Yoav Gallant efterlyst for mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Det skal være sket i perioden 8. oktober 2023 til 20. maj 2024 - og muligvis også derefter.

Konkret mener ICC, at Netanyahu og Gallant med vilje har forhindret civile i Gaza i at få adgang til mad, vand, medicin og andre fornødenheder.

Derudover har de ifølge ICC været skyld i nedbrud i elnettet og mangel på brændstof, hvilket har gjort det svært for blandt andet hospitaler at operere.

Den israelske premierminister afviser selv anklagerne om krigsforbrydelser og anklager ICC for antisemitisme.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek