Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/01/2025 - 09:50

Dortmund fyrer cheftræner efter dårlig stime

Nuri Sahin er færdig som cheftræner i Dortmund efter fire nederlag i træk.

Jennifer Lorenzini/Reuters

Af: /ritzau/

Dortmund skal bruge en ny cheftræner.

Efter en skidt periode har klubmanden Nuri Sahin således fået en fyreseddel.

Det skriver klubben onsdag på sin hjemmeside efter 1-2-nederlaget til Bologna i Champions League tirsdag.

Det kom efter tre nederlag i træk i Bundesligaen, hvor Dortmund blot indtager 10.-pladsen.

I Champions League ligger holdet nummer 13 og er trods alt på vej videre til slutspillet.

- Vi sætter stor pris på Nuri Sahin og hans arbejde. Vi havde håbet på et langvarigt samarbejde, og indtil det allersidste håbede vi, at vi sammen kunne vende tingene rundt.

- Men efter fire nederlag i træk og kun én sejr i de seneste ni kampe har vi desværre mistet troen på, at vi kan nå vores sportslige mål med den nuværende konstellation, siger sportsdirektør Lars Ricken.

Indtil videre er en afløser eller midlertidig løsning ikke på plads.

36-årige Sahin blev før sæsonen forfremmet fra assistent til cheftræner efter et farvel til Edin Terzic, der selv ønskede at forlade jobbet trods succes i Champions League, hvor holdet tabte 0-2 til Real Madrid i finalen.

Sahin blev for godt et år siden hentet til Dortmund som assistent for Terzic, men han spillede som aktiv også 274 kampe og scorede 26 mål for klubben.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek