Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aleppo, 01/12/2024 - 15:05

Observatører: Assads hær har mistet al kontrol med Aleppo

For første gang siden 2012 er syrisk millionby udelukkende kontrolleret af oprørere, oplyser organisation.

Mahmoud Hassano/Reuters

Af: /ritzau/

Den syriske regeringshær har ikke længere nogen kontrol over millionbyen Aleppo, der ligger i den nordvestlige del af Syrien.

I stedet kontrolleres størstedelen af storbyen af oprørere fra den militante sunnimuslimske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham, mens enkelte kvarterer er indtaget af kurdiske styrker.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) ifølge nyhedsbureauet AFP.

Meldingen kommer, dagen efter at præsident Bashar al-Assads styrker trak sig ud af Aleppo.

Ifølge hæren var der tale om en midlertidig tilbagetrækning, der skulle forberede styrkerne på en modoffensiv mod oprørerne.

Men hæren er indtil videre ikke vendt tilbage til byen.

Mens regeringsstyrkerne har trukket sig tilbage fra Aleppo, har russiske og syriske kampfly søndag for anden dag i træk angrebet den oprørskontrollerede by Idlib.

Det oplyser kilder i Syriens hær ifølge Reuters.

Organisationen Sohr bekræfter angrebene over for AFP.

Herfra lyder det, at mindst otte civile er dræbt. Derudover er der 50 sårede.

- Russiske angreb ramte søndag en lejr for fordrevne mennesker, oplyser Sohr og henviser til en flygtningelejr i Idlib.

Ligesom Aleppo ligger Idlib i det nordvestlige Syrien.

Hele Idlib-provinsen er kommet under oprørernes kontrol, efter at de den seneste uge har indtaget flere nye områder.

Hayat Tahrir al-Sham og bevægelsens allierede begyndte onsdag at rykke ind i en række mindre byer i Aleppo-provinsen, som inden da var kontrolleret af Bashar al-Assads regeringsstyrker.

Siden er de militante grupper altså også rykket frem i Idlib-provinsen og ind i storbyen Aleppo.

Hayat Tahrir al-Sham udspringer af bevægelsen Jabhat al-Nusra - også kendt som al-Nusra-fronten - der har været allieret med al-Qaeda.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek