København, 30/06/2025 - 12:52
Udenlandsk arbejdskraft har været stridsplads internt i regeringen
De tre regeringspartier har været uenige om udenlandsk arbejdskraft, erkender ministre efter nyt udspil.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Forhandlingerne om udenlandsk arbejdskraft har været præget af store uenigheder, inden regeringen mandag kunne præsentere sit udspil.
De tre regeringspartier har stået vidt forskellige steder.
Forhandlingerne forud for mandagens nye udspil har derfor været langtrukne og svære.
- Det er velkendt, at vi i Socialdemokratiet er mere kritiske over for udenlandsk arbejdskraft, end andre er, siger Kaare Dybvad Bek (S), udlændinge- og integrationsminister.
Han fortsætter:
- Vi synes, at man skal passe på, hvor mange man lukker ind – og hvis de kommer, skal det være på ordentlige vilkår.
Med mandagens udspil vil regeringen lempe på beløbsgrænsen for, hvor meget en udlænding skal tjene for at kunne arbejde og bo i Danmark.
Det vil øge arbejdsudbuddet med omkring 500 personer, skønner regeringen.
Men netop dét aspekt rummer uenigheden mellem regeringspartierne.
Særligt har der været forskel på Moderaternes tilgang i forhold til Socialdemokratiet og Venstre.
Allerede i sommeren 2023 skabte Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen bølgegang i regeringen ved offentligt at presse på for mere international arbejdskraft.
For socialdemokraten Kaare Dybvad Bek er der ingen grund til at skjule, at forhandlingsforløbet har været præget af uenigheder med Moderaterne.
- De synes måske overordnet set, at det (udenlandsk arbejdskraft, red.) er mere positivt samlet. Så der har været uenigheder om det – det er der ikke nogen tvivl om, siger han.
I Moderaterne beretter uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, at det har været afgørende for partiet, at der blev tiltrukket international arbejdskraft for at kunne sikre vækst.
- Vi har været enormt fokuserede på at få landet en ordning, der gør en reel forskel i evnen til at kunne tiltrække international arbejdskraft.
Hun erkender, at "enhver" der følger dansk politik kan se, at der er forskellige tilgange til dét spørgsmål i regeringen.
Socialdemokraterne har været strengt optaget af, at den udenlandske arbejdskraft ikke måtte komme fra mellemøstlige eller nordafrikanske lande.
Det hensyn bunder også i et grundlæggende mere forskelligt verdenssyn, end man eksempelvis har i Moderaterne.
- Jeg tror, der er uenighed i vurderingen af, hvor store integrationsudfordringerne er i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek og fortsætter:
- Jeg tror, vi synes, de er større, end man synes andre steder. Det er bare en politisk uenighed.
Venstres næstformand og økonomiminister, Stephanie Lose, betragter også uenighederne som åbenlyse.
- Det er velkendt, at partierne har forskellige indfaldsvinkler til tingene. Jeg afholder mig fra at give andre karakter, siger hun.
Hun vil dog gerne markere, hvad der har været vigtigt for hendes parti i denne brudflade mellem arbejdskraft, vækst og udlændinge:
- Vi går rigtig meget op i sammenhængskraften i det her land, og derfor mener vi, at når det kommer til international arbejdskraft, at vi har interesse i, at det sker på ordnede forhold.
/ritzau/