Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/03/2026 - 11:00

Politiet har anholdt drabsdømt flugtfange i Sydhavn

På en adresse i Sydhavn i København er en mand, der i februar flygtede fra Vestre Fængsel, blevet anholdt.

Af: /ritzau/

Københavns Politi har mandag lidt efter klokken 10 anholdt den drabsdømte Philip Denié Dahl Petersen, der 4. februar flygtede fra Vestre Fængsel.

Det oplyser Københavns Politi på sin hjemmeside.

Anholdelsen er sket på en adresse i Sydhavn i København og forløb uden dramatik.

Den 37-årige mand flygtede fra fængslet, der ligger i København, natten til 4. februar.

Han kom ud af sin celle og derfra ud i gården på Vestre Fængsel, hvorfra han klatrede over ydermuren, har politiet tidligere oplyst.

Philip Denié Dahl Petersen er idømt forvaring for et drab på en 31-årig mand begået den 8. juni 2022.

Drabet fandt sted i forbindelse med et voldeligt sammenstød uden for et værtshus i Sydhavnen i København.

Han er også dømt for drabsforsøg på en dengang 37-årig mand.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek