Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 26/08/2026 - 19:35

Meta indgår milliardforlig med delstater i sag om børns afhængighed

Amerikanske delstater får maksimalt 16,7 milliarder dollar i forlig med Meta. Forliget skal fortsat godkendes.

Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tech-selskabet Meta har indgået forlig med en række amerikanske delstater i en sag om sociale platforme og afhængighed blandt børn og unge.

Det fremgår onsdag af retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet Reuters. Forliget kræver fortsat rettens godkendelse.

Meta går med til at betale maksimalt knap 16,7 milliarder dollar til delstaterne som led i aftalen. Det svarer til omkring 107 milliarder danske kroner.

Californien - USA's mest folkerige delstat - får 2,2 milliarder dollar ifølge Reuters.

Det amerikanske selskab har omkring tre milliarder brugere verden over. Det ejer og driver tjenester som Facebook, Instagram, WhatsApp og Messenger.

I sagen har 29 delstater anklaget Meta for bevidst at designe produkter til at gøre børn afhængige og høste deres data.

Meta afviser som led i forliget at have gjort noget galt, viser forligspapirerne ifølge Reuters.

Forliget kræver, at Meta sætter gang i flere tiltag. Blandt andet skal der oprettes flere værktøjer til at hjælpe forældre med at beskytte deres børn online.

Derudover vil teenagere blive låst ude af Facebook og Instagram mellem midnat og klokken 06.00 om morgenen lokal tid, skriver AFP.

Teenagebrugere vil blive forhindret i at se antallet af likes eller reaktioner på deres opslag, fremgår det ligeledes.

Meta kalder i en udtalelse forliget "et vigtigt skridt" og opfordrer TikTok og YouTube til at indføre samme tiltag.

Tiltagene vil, hvis de bliver godkendt af retten, blive indført i de deltagende amerikanske delstater og territorier, skriver Meta.

Forliget er indgået mellem det amerikanske selskab og i alt 52 justitsministre fra delstater, territorier og District of Columbia.

Delstaten Californiens justitsminister og øverste juridiske repræsentant, Rob Bonta, siger, at forliget "markant vil ændre, hvordan Instagram og Facebook interagerer med børn og teenagere".

- Hvis forliget bliver godkendt af retten, vil ændringerne omfatte daglige tidsgrænser, stop for notifikationer i skoletiden, blokering af brug om natten, forbud mod farlige filtre samt forbedret sporing og fjernelse af brugere under 13 år og meget andet, skriver Bonta på X.

Tirsdag var Instagrams topchef, Adam Mosseri, i retten for at give forklaring i sagen. Her afviste han at have opfordret medarbejdere til at holde negative oplysninger væk fra offentligheden. Det var også ventet, at Metas direktør, Mark Zuckerberg, skulle have vidnet.

I et opslag på X skriver Danmarks digitaliseringsminister, Christina Egelund (M), at hun håber, at forliget bliver et "reelt turning point (vendepunkt, red.) i beskyttelsen af børn og unge online".

- At Meta mener det og bliver en ægte omvendt synder - også i Europa, skriver Christina Egelund.

RITZAU

TjekDet - faktatjek