Bornholm, 12/07/2025 - 23:25
Fire blå partier går sammen i valgforbund på Bornholm
Fire borgerlige partier på Bornholm vil stemmespild til livs med et valgforbund, der ikke er set tidligere.
Af: /ritzau/
For første gang har Konservative, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Venstre valgt at indgå valgforbund på Bornholm.
Det skriver TV 2 Bornholm.
- Først og fremmest vil vi undgå stemmespild blandt de borgerlige partier, og samtidig sender det et signal om, at de borgerlige partier på Bornholm godt kan og vil snakke sammen og finde løsninger, siger formand for Venstre Bornholm Michael Hornshøj til TV 2 Bornholm.
Han påpeger over for mediet, at samarbejdet udelukkende handler om et teknisk aspekt.
- Det skal nævnes, at der i det valgforbund, vi har lavet, ikke er nogen politiske aftaler. Det er ren teknik, siger han til mediet.
Danmarksdemokraterne blev først stiftet af Inger Støjberg i 2022, og derfor stillede partiet ikke op ved det seneste kommunalvalg i 2021.
Her indgik Konservative i valgforbund med Kristendemokraterne og Radikale Venstre.
Dansk Folkeparti slog sig sammen med Bornholmerlisten.
Venstre var i 2021 i valgforbund med Nye Borgerlige og partiet Lavere skatter og afgifter, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Ved det seneste valg blev Jacob Trøst (K) valgt som borgmester, på trods af at Konservative blev det tredjestørste parti overhalet med længder af Enhedslisten og Socialdemokratiet.
Enhedslisten løb med 23,1 procent af stemmerne på klippeøen. Næstefter var Socialdemokratiet med 15,4 procent.
Kommunal- og regionalvalget afholdes i efteråret 18. november.
/ritzau/