Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hollywood, 30/01/2024 - 00:59

Druk skal genindspilles af Chris Rock og Leonardo DiCaprio

Den Oscar-vindende danske film "Druk" skal genindspilles til amerikanerne af Chris Rock og Leonardo DiCaprio.

Af: /ritzau/

Komikeren Chris Rock og skuespilleren Leonardo DiCaprio skal henholdsvis instruere og producere en engelsksproget genindspilning af den Oscar-vindende danske film "Druk".

Det skriver det amerikanske medie Deadline.

Filmen fra 2020, der blev instrueret og skrevet af danske Thomas Vinterberg, skal produceres af selskaberne Appian Way og Makeready for produktions- og distributionsselskabet Fifth Season.

DiCaprio er sammen med filmproduceren Jennifer Davisson blevet hyret til at producere filmen for film- og tv-produktionsselskabet Appian Way.

Selv om DiCaprio primært er kendt for sit skuespil i film som "Inception" og "The Wolf of Wall Street", har han også været med til at producere selvsamme film - blandt andre.

Manuskriptforfatteren Stuart Bloomberg har ifølge Deadline allerede et manuskript klar til den amerikanske genindspilning.

Rock har tidligere blandt andet instrueret den romantiske komedie "Top Five". Han har også en filmatisering af biografien om borgerrettighedsaktivisten Martin Luther King Jr. "King: A Life" på vej.

"Druk", som også filminstruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm var med til at skrive, vandt en Oscar i 2021 for Bedste Internationale Film.

Filmen vandt desuden en Bafta og modtog flere priser ved Robert Prisen og European Film Awards.

"Druk" er et drama om fire gymnasielærere og deres forsøg på at genfinde livsgnisten ved hjælp af indtagelse af alkohol. Lærerne beslutter sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Men jo mere alkohol, de får indenbords, jo mere begynder det at køre af sporet.

De medvirkende er blandt andet Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe.

Det er uklart, om den amerikanske genindspilning af "Druk" bevarer filmens engelske navn, "Another Round", der på dansk kan oversættes til "Endnu en omgang".

Deadline melder heller ikke noget om rollebesætningen i genindspilningen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek