Aalborg, 29/06/2025 - 18:10
DM-titel falder på et tørt sted for uheldspræget Kragh
Først med ti kilometer til mål begyndte Søren Kragh at mærke, at benene var gode nok til sejr ved DM.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Få ryttere kan se tilbage på så mange forskellige skavanker, som cykelrytteren Søren Kragh Andersen har døjet med de seneste sæsoner.
Ikke mindst derfor var forløsningen ekstra stor for fynboen, da han søndag krydsede målstregen på Limfjordsbroen i Aalborg som vinder af DM i linjeløb for første gang.
- De sidste to år har været svære, så det er en kæmpe sejr. Det er helt sikkert, siger han.
Alene i 2025 har et genstridigt siddesår og en operation af samme holdt ham ude i længere tid. Og da han endelig kom tilbage på jernhesten til Giro d'Italia, brækkede han håndleddet i et styrt og udgik efter bare fire etaper.
Nu er skaderne langt om længe fortid.
- Jeg har ikke nogen problemer længere, så det var det hele værd, når det kommer til siddesåret og operationen, og hånden har det også godt. Jeg var fit for fight i dag, og ellers havde det heller ikke kunnet lade sig gøre, siger han.
For nylig viste han, at formen var godt på vej med en samlet 12.-plads i Belgien Rundt. Men han skulle langt ind i søndagens linjeløb, før han begyndte at tro på den helt store triumf i Aalborg.
- Først da der var ti kilometer til mål. Jeg synes, jeg havde ondt i benene hele dagen. Jeg sagde også til Mads efter 120 kilometer, at jeg havde ømme ben. Så sagde han: "Bare rolig, de har alle sammen ondt på det her tidspunkt", siger han.
Kragh dannede sammen med bronzevinderen Casper Pedersen frontduo, før danmarksmesteren knækkede konkurrenten på en bakke.
- Jeg hørte, at forfølgerne var tæt på med to eller tre omgange igen. Jeg havde benene, så enten skulle jeg køre eller vente. Så prøvede jeg bare at se, om jeg kunne komme ud alene, og det lykkedes.
- Jeg var bange for at tage Casper P. med hjem, så hvis jeg skulle noget, skulle jeg alene afsted, siger han.
Nu kan han se frem til at bære de rød-hvide farver det næste år.
- Det er verdens flotteste trøje, og det er enhver dansk cykelrytters drøm at få lov at køre i den i et år. Det har altid været en barndomsdrøm for mig, så det er ret vildt, at det lykkedes, siger han.
/ritzau/