København, 27/08/2026 - 10:34
Venstre forsikrer om fortsat opbakning til grøn trepart efter uenighed
Venstre har intern uenighed om gødskningslov og vil ikke svare på, hvor mange der vil stemme mod partilinjen.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venstre kommer som parti til at stemme for gødskningsloven, selv om flere partimedlemmer er dybt kritiske over for den.
Det siger Venstres gruppeformand, Morten Dahlin, til pressen efter et gruppemøde torsdag.
Meldingen kommer efter, at der er opstået uenighed i Venstres folketingsgruppe om aftalen.
Her har partinestor Søren Gade, der også er formand for Folketinget, meddelt, at han vil stemme nej til loven, selv om Venstre selv har været med til at udforme den.
Det får journalister til at spørge Morten Dahlin, hvorvidt man kan stole på Venstre, når der indgås politiske aftaler.
- Selvfølgelig kan man stole på Venstre. Vi står ved de aftaler, vi har lavet, og vi står ved den grønne trepart, siger han.
Gødskningsloven er en del af den grønne trepart, som SVM-regeringen forhandlede på plads. Her er det målet, at udledningen af kvælstof fra landbrugets marker til havmiljøet skal mindskes.
Op til vedtagelsen af den specifikke lov om mindre gødning på markerne er der dog kommet fokus på, at danske producenter af grøntsager kan risikere at få store ekstraregninger.
Det kan fordyre den danske produktion af grøntsager, fortæller flere økonomiske eksperter til Berlingske.
Udfordringen har fået Søren Gade til at markere, at han vil stemme nej til loven. Partimedlem Peter Juel Jensen har også luftet, at han inden torsdagens gruppemøde var i tvivl om, hvorvidt han ville stemme ja eller nej.
Morten Dahlin og partikollega Thomas Danielsen har dog torsdag forsikret, at partiet som helhed vil stemme for aftalen.
Dog uden at svare på, hvor mange der personligt vil stemme nej.
- De diskussioner, vi har i Venstres folketingsgruppe, tager vi i Venstres folketingsgruppe, siger Morten Dahlin.
RITZAU




