Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 12/08/2026 - 14:17

Ukraine udfører stort angreb på kornanlæg og flådebase i Rusland

Droner og missiler ramte ifølge Ukraine flådebase i Novorossijsk. Ifølge Rusland blev også civile ramt.

Operations Headquarters Of Krasn/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Et stort ukrainsk droneangreb har ramt den russiske sortehavsby Novorossijsk natten til onsdag.

To store kornterminaler er blevet sat ud af drift i angrebet, siger russiske industrikilder til nyhedsbureauet Reuters.

Rusland er verdens største eksportør af hvede, og størstedelen af den eksport går via havne, som ligger ud til Sortehavet som den i Novorossijsk.

Den største russiske kornlobbygruppe advarede sidste måned om, at ukrainske angreb i den nærmeste fremtid kan lukke ned for korneksporten via Sortehavet.

Det vil få store konsekvenser for priserne, hvis det sker.

Angrebet har ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, også ramt Ruslands flådebase i Novorossijsk. Der er ifølge præsidenten blevet brugt både droner og missiler til angrebet.

Dele af den russiske sortehavsflåde er blevet flyttet til Novorossijsk, efter at halvøen Krim gentagne gange er blevet udsat for ukrainske angreb.

Veniamin Kondratjev, som er guvernør i den russiske region Krasnodar, hvor Novorossijsk ligger, taler om en "massiv" bølge af ukrainske angreb.

Han siger, at mindst to personer er blevet dræbt, heriblandt et otteårigt barn.

Andrej Kravtjenko, som er borgmester i Novorossijsk, siger, at fire virksomheder blev ramt i angrebet. Herudover blev over 20 bygninger til beboelse ramt, siger han.

Der er på sociale medier flere opslag, der ikke er blevet verificeret, som viser store flammer og røg et sted i Novorossijsk.

Ifølge Rusland er i alt at 502 ukrainske droner blevet skudt ned i forskellige regioner i løbet af natten.

Også i byen Zaporizjzja i Ukraine meldes der om brand i et indkøbscenter efter et russisk angreb.

Imens har et russisk angreb på Odesa, som har Ukraines største havn, ifølge byens militæradministration onsdag gjort skade på infrastruktur der.

Både Rusland og Ukraine har øget deres angreb fra længere distancer i år, hvilket har øget antallet af civile dræbte. Det siger FN ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ukraine har tidligere - i lighed med Rusland - sagt, at civile ikke bevidst er mål for angreb under krigen.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek