København, 24/03/2026 - 13:17
Lars Boje afviser frygt for stemmespild trods spænding om spærregrænse
Borgernes Parti balancerer på spærregrænsen, men formanden tror på, at partiet kommer i Folketinget.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Overvejer man at stemme på Borgernes Parti, skal man ikke holde sig tilbage af frygt for, at partiet slet ikke kommer i Folketinget.
Det forsikrer partiets leder, Lars Boje Mathiesen, da han har afgivet sin stemme i Næsbyhøjhallen i Harlev ved Aarhus.
- Hvis folk er bange for stemmespild, skal de bare stemme på os. Men det (at Borgernes Parti ikke klarer spærregrænsen, red.) frygter vi nu ikke.
- I de fleste målinger har vi ligget over spærregrænsen, siger Lars Boje Mathiesen til DR på valgstedet.
I den seneste måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, står Borgernes Parti til at få 2,8 procent af stemmerne.
Spærregrænsen er på 2,0 procent.
Lars Boje Mathiesens parti har ligget tæt på spærregrænsen i målingerne, efter at partiet blev opstillingsberettiget i januar 2025.
- Jeg har en god følelse, siger han om sine forventninger til valget.
- Nu er det op til danskerne derude. Vi har talt med så mange danskere, og de vil gerne have, at der sker noget nyt.
Lars Boje Mathiesen har siddet i Folketinget siden 2019. Dengang blev han valgt ind for Nye Borgerlige, som han i en kort periode var formand for.
I 2023 forlod han partiet og var løsgænger, indtil han stiftede Borgernes Parti.
Boje Mathiesen er statsministerkandidat, men ingen partier peger på ham.
Han stiller op i Østjyllands Storkreds og blev valgt ind i Folketinget i samme kreds i 2019 og 2022, da han var medlem af Nye Borgerlige.
Som den ene af kun to partiledere har Lars Boje Mathiesen ikke meldt afbud til den partilederdebat, som ved hvert folketingsvalg bliver afholdt på valgnatten, og som skulle have været sendt natten til onsdag på TV 2.
- Jeg er ikke kollektivist. Jeg kommer gerne til partilederdebatten, siger Lars Boje Mathiesen, da han har stemt i Harlev.
Socialdemokratiet, Venstre, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti og Alternativet har alle meddelt, at de ikke møder op til debatten.
Kun Moderaterne og Borgernes Parti har ikke meldt afbud, men Moderaterne har efter striben af afbud meddelt, at partiets politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, ikke har planer om at møde op.
Det er uklart, hvem der har fået idéen til det kollektive frafald, men flere partiledere har tirsdag formiddag peget på, at der har været mange andre muligheder for at høre dem debattere.
/ritzau/




