Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/08/2026 - 16:20

Snart skal det være lettere at få repareret telefonen og køleskabet

EU-regler skal gøre reparation af blandt andet hårde hvidevarer, mobiler og tablets nemmere for forbrugere.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et lovforslag, der skal gøre det lettere for forbrugere at få repareret produkter frem for at købe nyt, er onsdag blevet førstebehandlet i Folketinget.

Det er justitsminister Nicolai Wammen (S), der har fremsat lovforslaget på baggrund af et EU-direktiv, der skal fremme reparation af varer. Direktivet blev vedtaget i 2024 og skal nu implementeres i Danmark.

- Vi skal gøre det nemmere at forlænge levetiden på de produkter, vi allerede har. Det er både godt for forbrugeren, og det er godt for den grønne omstilling, fortæller Malte Larsen (S), der præsenterer forslaget fra Folketingets talerstol.

Reglerne kommer blandt andet til at gælde for hårde hvidevarer som opvaskemaskiner, vaskemaskiner, tørretumblere samt køle- og fryseskabe.

Direktivet vil også gælde for mobiltelefoner, tablets og produkter til datalagring som harddiske.

Når en producent skal reparere et produkt, skal det ifølge direktivet ske enten gratis eller til en rimelig pris for forbrugeren. Reparationen skal desuden udføres inden for rimelig tid, efter at producenten har modtaget varen.

Hvad rimelig tid dækker over, fremgår ikke specifikt i direktivet.

Producenten må heller ikke gøre det unødigt besværligt at få produktet repareret. Det betyder blandt andet, at producenten ikke må opstille kontraktvilkår eller andre krav, som i praksis gør en reparation vanskeligere.

Direktivet er et såkaldt totalharmoniseringsdirektiv, hvilket vil sige, at det skal implementeres i alle medlemslande - inklusive Danmark - og at der ikke er mulighed for at lave nationale særregler, medmindre det specifikt står i direktivet.

På enkelte områder har medlemslandene dog mulighed for at træffe egne valg.

Det gælder blandt andet spørgsmålet om en længere reklamationsfrist, hvis en forbruger vælger at få et produkt repareret, samt muligheden for at lade nationale reparatører registrere på den fælles europæiske onlineplatform for reparation.

Regeringen lægger i lovforslaget op til ikke at udnytte disse muligheder. Det betyder blandt andet, at Danmark ikke vil forlænge reklamationsfristen med 12 måneder, hvis en forbruger får repareret et produkt.

Danmark nåede ikke at gennemføre EU's nye reparationsdirektiv inden den egentlige frist 31. juli.

Et lovforslag blev godt nok fremsat i juni, men nåede ikke at blive færdigbehandlet inden fristen, og processen lå samtidig i kølvandet på folketingsvalget i marts.

Derfor foreslår justitsministeren, at loven skal træde i kraft, så snart den er vedtaget og offentliggjort.

RITZAU

TjekDet - faktatjek