Skanderborg, 10/08/2025 - 08:07
Anmeldere kedede sig til Shawn Mendes-koncert i bøgeskoven
For ofte virkede Shawn Mendes' musik til at passe bedre til et søndagsprogram, skriver en anmelder.
Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Popstjernen Shawn Mendes får halvlunkne anmeldelser efter hans koncert lørdag aften på Smukfest.
Anmelderne roser hans musikalske håndværk og sangstemme, men kalder hans optræden på festivalen i Skanderborg kedelig og søvndyssende.
Hos Jyllands-Posten og Politiken får Mendes henholdsvis tre stjerner og tre hjerter, mens B.T. har kastet en fjerde stjerne efter den 27-årige canadier.
Der var godt pakket ved bøgeskovens største scene, og især det unge publikum virkede i stor udstrækning til at være tilfredse med popsangeren, bemærker anmelderne.
B.T.'s udsendte spekulerer dog på, om mange af publikummerne måske var mødt op for at sikre sig en god plads til Nik & Jay, som indtog scenen efterfølgende.
Shawn Mendes, der er et af hovednavnene på dette års Smukfest, lagde ud med fyrværkeri og det energiske hit "There's Nothing Holdin' Me Back".
Men så blev koncerten mere stille, skriver B.T, som kalder den en halvkedelig affære.
- Alt for mange rolige ballader fulgte efter hinanden, så der rundt omkring gik snakkeklub i den.
For ofte virkede musikken til at have passet bedre til et roligt søndagsprogram end til lørdagsfest, lyder det videre.
Politiken mener, at Mendes var udfordret, fordi han kunstnerisk står i et vadested.
- Han synger godt og er virkelig heller ikke bange for at vise det. Han spiller flere instrumenter og er tydeligvis et menneske, der trives på scenen.
- Men som kunstner er Shawn Mendes i gang med at skifte ham, og det kan godt være svært at gøre, mens mange folk kigger på én imens, skriver dagbladets anmelder.
Også Jyllands-Postens anmelder synes, at der manglede nerve.
Der var ingen modstand i lydbilledet, og det hele blev for pænt, lyder det.
- Shawn Mendes sludrede også for meget. Blandt andet om, hvor smuk festivalen var. Det blev der grint meget af. Og det gjorde blot det hele endnu mere forudsigeligt og søvndyssende, står der også i anmeldelsen.
/ritzau/