Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

27/08/2024 - 10:00

Er det tid til at skifte mobilbatteri? Spot det inden det er for sent

Et mobilbatteri degraderer over tid, og hvis du ikke passer godt på det, sker det hurtigere end forventet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Kan din telefon ikke holde strøm i så lang tid, som den plejede, kan det føles, som om du ikke laver andet end at lade den op hele tiden.

Og i sidste ende kan du stå med en telefon, som slet ikke virker.

- Det kan være, at den slet ikke kan lade op længere, og når du tager den ud af stikket, slukker den bare, siger Mathias Emil Nielsen, der er stifter og it-tekniker hos supportvirksomheden GladTeknik.

- Du kan også have en telefon, som lader meget langsomt op eller bare er meget langsom generelt.

Men inden det når så vidt, kan det være en god idé at undersøge dit batteris sundhedstilstand.

Det kan du gøre på flere måder, alt efter hvilken telefon du har.

På en iPhone kan du under "Indstillinger" scrolle lidt ned, til du ser "Batteri". Her kan du så trykke på "Batteritilstand og opladning", hvor du kan se tilstanden på batteriet.

På en Android får du ifølge Samsungs hjemmeside nogle gange en pop op-besked, når det er tid til at skifte batteriet. Ellers kan du få batteriets tilstand tjekket hos en serviceudbyder eller ved at hente tjenesten "Telefonpleje", der findes i Samsung Members-appen.

- Når batteriets kapacitet er under 80 procent, anbefales det, at du skifter batteriet, siger Mathias Emil Nielsen.

Ifølge ham kan det som regel altid svare sig, medmindre du har en telefon, der er mere end otte år gammel.

- Batteriskift koster omkring 1000 kroner plus minus og altså ikke i nærheden af en ny telefon, siger han.

Det er ikke ualmindeligt, at du skal skifte dit batteri i din telefons levetid.

Og når du køber en mobil, er dens batteri også dækket af købelovens reklamationsret på to år.

Dog dækker reklamationsretten ikke fejl og skader på batteriet, som du selv er årsag til, eller hvis der er tale om almindeligt slid. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugsstyrelsen på sin hjemmeside.

Reklamationsretten dækker kun fejl, som var til stede på leveringstidspunktet.

Det afgørende er derfor, om batteriet er holdt op med at virke på grund af en fejl, og at det skete meget tidligere, end man ellers kunne forvente.

Hvis du gerne vil forlænge levetiden på dit batteri, har it-tekniker Mathias Emil Nielsen et godt råd:

- Ofte ser vi, at rigtig mange har laderen siddende i mobilen hele natten. Det er ikke noget, der er anbefalet, at man gør, siger han.

Han peger på, at batteriet kan hæve op, og det kan forårsage, at bagglasset går i stykker, eller at en eller flere af cellerne i batteriet står af.

- Lad derfor op til cirka 80 procent. Lader du mobilen mere op, skal det ikke være i for lang tid ad gangen. Skal du på en lang køretur, hvor du ikke har adgang til strøm, kan du godt lade den op til 100 procent. Men det skal du ikke gøre for tit, siger han.

- Batterier skal ligesom os motionere. Og det gør de ved at blive afladet og ladet op igen.

- Det er okay at klatlade. Det gør jeg selv ved at have en lader liggende på mit arbejdsbord, og så sætter jeg telefonen eller computeren i en gang imellem.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek