Roskilde, 08/01/2026 - 17:56
Falsk bankmand tilstår flere svindelnumre på Sjælland
En 19-årig mand blev dømt for at forsøge at svindle ældre kvinde. Han stak af, da kvinden faldt og slog sig.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 19-årig mand havde ifølge politiet held med at få ældre mennesker til at udlevere hævekort, smykker og kontanter.
Torsdag er han blevet idømt et år og tre måneders fængsel af Retten i Roskilde for medvirken til bedrageri. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Manden erkendte størstedelen af anklagerne imod ham, og han modtog dommen.
- Det er gået ud over en række ældre mennesker, som er blevet franarret deres penge, men som samtidig har mistet tilliden til deres medmennesker. Jeg er tilfreds med, at tiltalte i dag er blevet stillet til ansvar for de mange grove bedragerier, siger anklager Lasse Christiansen fra Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.
I politiets pressemeddelelse er der oplistet 16 tilfælde af bedrageri, som er gået ud over primært ældre mennesker flere steder på Sjælland.
Det er blandt andet i Gilleleje, Roskilde, Hørsholm og Viby Sjælland.
Den nu dømte mand skal have bildt ofrene ind, at han kom fra banken.
Den 19-årige blev også dømt for et tilfælde af forsøg på bedrageri mod en 93-årig kvinde.
Da manden befandt sig på kvindens adresse og forsøgte at svindle hende, faldt hun og skadede sin underarm. Det fik den unge mand til at stikke af fra stedet.
Derfor havde anklagemyndigheden også tiltalt ham for at efterlade kvinden i hjælpeløs tilstand. Det blev han frifundet for ifølge pressemeddelelsen.
Politiet beskriver i pressemeddelelsen, at den 19-årige forklarede, at han var blevet instrueret i, hvor han skulle tage hen, og hvad han skulle sige og gøre af ukendte medgerningsmænd.
/ritzau/




