Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 09/01/2025 - 03:44

Oscar-nominering udskudt efter naturbrande i Los Angeles

Flere kendte personer har måttet forlade deres hjem i områder i Los Angeles efter voldsomme naturbrande.

Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Naturbrande i og omkring Los Angeles i den amerikanske delstat Californien har ført til, at næste uges Oscar-nominering er blevet udskudt med to dage.

Det oplyser arrangørerne bag.

Brandene har forstyrret flere Hollywood-begivenheder, netop som prisuddelingssæsonen er blevet skudt i gang.

Denne weekends Critics Choice Awards er blevet udskudt som følge af de enorme naturbrande, der ifølge myndighederne bevæger sig med over 100 kilometer i timen.

Produktionen af tv-shows som "Jimmy Kimmel Live" og "Grey's Anatomy" måtte afbrydes onsdag, og flere filmpremierer er aflyst. Los Angeles' myndigheder har forment offentlig adgang til det berømte Hollywood-skilt i bakkerne over Los Angeles.

Den seneste melding er, at brandene har spredt sig til Hollywood Hills, som grænser op til Universal City, der huser filmstudiet og forlystelsesparken Universal Studios Hollywood.

Mindst 100.000 mennesker er blevet evakueret som følge af naturbrandene omkring Los Angeles, og det omfatter også berømte amerikanere, oplyser de på sociale medier.

Det gælder blandt andre skuespillerne Jamie Lee Curtis, James Woods og Mandy Moore samt journalisten Maria Shriver.

Også den amerikanske mediepersonlighed Paris Hilton samt skuespiller Mark Hamill, der er kendt for at spille Luke Skywalker i "Star Wars"-filmene, er blandt de berørte.

De største af brandene har fortæret næsten fem hektar i kvarteret Pacific Palisades, der ligger mellem kystbyerne Santa Monica og Malibu. Det er hjemsted for mange berømtheder inden for film-, tv- og musikbranchen.

Dagen efter at James Woods havde evakueret sit hus i området, lød det fra skuespilleren, at "alle huse omkring os står i flammer".

- Vi befandt os bogstaveligt talt i brandens epicenter, da den startede, sagde Woods, der er kendt for sine roller i "Ghosts of Mississippi" fra 1996 og "Any Given Sunday" fra 1999, til CNN onsdag.

- Der var så meget kaos. Det var som et helvede, lød det fra Woods.

Maria Shriver, der var førstedame i Californien, da hun var gift med den tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger, udtaler sig også om situationen.

- Hjerteskærende, ødelæggende, ufatteligt, skriver hun på det sociale medie X.

- Alt er væk: Vores nabolag og vores restauranter. Brandmændene gør deres bedste, men denne brand er enorm og ude af kontrol.

/ritzau/Reuters

Los Angeles, 31/12/2025 - 00:42

Mel Gibson og 35-årig filminstruktør går fra hinanden efter ni år

69-årige Mel Gibson og 35-årige Rosalind Ross vil trods brud fortsætte fælles opdragelse af sønnen, lyder det.

Den Oscar-vindende skuespiller Mel Gibson og filminstruktøren Rosalind Ross er efter ni års forhold gået fra hinanden.

Det bekræfter en talsperson for Gibson til nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at magasinet People tidligere tirsdag bragte en fælles udtalelse, hvor der stod, at parret gik fra hinanden for et år siden, men at de har ventet med at dele nyheden indtil nu.

Trods bruddet har parret planer om at fortsætte en fælles opdragelse af deres otteårige søn, Lars.

- Selv om det er trist at afslutte det her kapitel i vores liv, er vi velsignet med en smuk søn, og vi vil fortsætte med at være de bedst mulige forældre, lød det i udtalelsen fra Gibson og Ross til People.

Den 69-årige Mel Gibson, der blandt andet er kendt fra Mad Max-filmene, og den 35-årige Rosalind Ross, som er tidligere voltigør, var ikke gift.

Voltigering er akrobatik på hesteryg.

Udover sønnen Lars har Gibson syv børn med Robyn Moore, som han var gift med fra 1980 til 2011.

Han har desuden en 16-årig datter med den russiske pianist Oksana Grigorieva.

/ritzau/

Læs Mere >>

Brignoles, 30/12/2025 - 11:39

Clooney bliver fransk statsborger for at undgå fotografers blitz

Maja Smiejkowska/Reuters

George Clooney og familien er blevet franske statsborgere i jagten på privatliv væk fra paparazzofotografer.

Der er mange, der vil have en bid af den verdensberømte skuespiller George Clooney, og det har fået familien til at tænke i nye baner.

Sammen med sin hustru og deres to børn er George Clooney netop blevet franske statsborgere af hensyn til privatlivet.

Det skriver Reuters.

Tidligere i december forklarede verdensstjernen, at det var vigtigt for familien at bo et sted, hvor de havde mulighed for at leve et normalt liv.

Det er ifølge familien muligt i Frankrig, hvor der er strammere regler for paparazzofotografer sammenlignet med USA.

- Her (Frankrig, red.) tager de ikke billeder af børnene. Der er ingen paparazzi, der gemmer sig ved skolernes porte. Det er det vigtigste for os, sagde Clooney til det franske medie RTL.

Familien har siden 2021 ejet en gårdejendom i den sydfranske by Brignoles.

- Vi har også et hus i USA, men det sted, hvor vi er lykkeligst, er på denne gård, hvor børnene kan have det sjovt, lød det fra George Clooney.

Clooney slog igennem i midten af 1990'erne som Doctor Doug i den populære amerikanske tv-serie "Skadestuen".

Siden markerede han sig i film som "Batman", svindleren Danny i "Oceans Eleven" i flere versioner og "Three Kings".

I 2006 fik han en Oscar for sin rolle som antihelt i form af den kasserede CIA-agent Bob Barnes i Mellemøst-thrilleren "Syriana" i en rolle tillagt 15 kilo ekstra ølvom.

Året efter blev han nomineret til en Oscar for sin titelrolle i "Michael Clayton". Igen i 2009 var han blandt de indstillede til en Oscar for sin hovedrolle i "Up in the Air".

Undervejs har Clooney også selv instrueret og skrevet film som "Good Night, and Good Luck" om 1950'ernes antikommunistiske heksejagter. Samt været nomineret til seks Oscars.

Filmen er blandt årsagerne til, at Clooney fik ry som en af Hollywoods toneangivende, venstreorienterede stemmer. Han var også stordonor ved tidligere præsidentvalg i USA til både Barack Obamas og Hillary Clintons valgkampagner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek