Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/12/2024 - 08:00

Mads Langer: Jeg mærker en stor kærlighed indeni

Musikeren insisterer på at lede efter lyset, på trods af at han det forgangne år har været igennem nogle af de sværeste udfordringer, der har mødt ham i livet.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Man siger, at musik er følelsernes sprog. Og tonerne tager over, når Mads Langer mangler ordene.

- For mig er det min sjæl, jeg udtrykker, når jeg spiller og synger. Men musik har aldrig i sin essens - for mig - handlet om mig. Det handler om os, siger han.

- Det handler om fællesskab. Det handler om at mødes i et rum, hvor vi forbinder os til hinanden frem for at være os selv nærmest. Når man mødes omkring musik, gør det, at man på en eller anden måde går direkte ind i hinandens hjerter uden alle mulige omveje.

I TV 2-programmet "Piano", som sendes lørdag aften, forsøger intetanende amatørpianister at finde vej ind i hans og i pianisten Tanja Zapolskis.

Et piano er placeret på en række travle togstationer, og her sætter passionerede amatørpianister sig foran klaveret og spiller et stykke i håbet om at få tiden til at gå i stå, bare for en stund.

Hvad de ikke ved er, at Mads Langer og Tanja Zapolski lytter med i al hemmelighed for at sammensætte et hold, der skal give koncert i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg.

Man ser ellers ikke ofte Mads Langer i underholdnings-tv.

Men i "Piano" har han noget særligt på spil.

- Jeg føler, at jeg er lavet til den rolle, jeg har fået, fortæller han.

- Det giver bare så meget mening at være med til at lave et program, der hylder mit hjertebarn, klaveret.

Mads Langer var halvandet år gammel, da han lige akkurat kunne nå tangenterne, og siden har han faktisk ikke sluppet dem.

Han begynder hver dag og slutter hver aften af foran sit klaver.

- Det har været en del af alle mine dage i mit liv. Både de lyse og de mørke. Når jeg har været forvirret. Når jeg har været ked af det. Når jeg har haft et knust hjerte. Når jeg har mistet mennesker, der er gået bort. Det er i alt. Alle afspekter, alle livets op- og nedture, fortæller Mads Langer åbenhjertigt.

- Jeg ved ikke, om man skal kalde det en redning - det lyder så dramatisk - men når livet virkelig har været svært, har klaveret været et sted, jeg har søgt hen og vidst, at når jeg sætter mig der, kommer der ro i mit hoved, og så kan jeg mærke, at alting nok skal gå på en eller anden måde.

Klaveret indleder også åbningsnummeret på hans nye album, "Kærlighed & frygt". Hans syvende skive, men den første på dansk, så det føles næsten som en debut, fortæller han.

Sangene handler om at møde livet med åbne øjne, både når det er lyst, og når det er mørkt. Præcis som tangenterne på klaveret.

- Jeg kan ikke kontrollere, hvordan livet udvikler sig ... men jeg har indflydelse på, hvordan jeg selv forholder mig til det, siger han.

- Selv om jeg har været igennem nogle af de sværeste ting, der har mødt mig i livet, skilsmisse og tabet af min bedste veninde, der gik bort alt for tidligt, har jeg lært at blive stående, kigge efter lyset, efter det gode, og ikke lukke ned for mig selv.

- Det kan lyde paradoksalt, men jeg har aldrig haft det bedre i mit hjerte end nu. Jeg har aldrig haft det mere kærligt og roligt og fredfyldt. Jeg er ikke lavet af sten, og jeg bliver påvirket af det, der sker. Men det ændrer ikke på, at jeg mærker en stor kærlighed indeni, både til mig selv og til livet og til den verden, jeg er en del af.

For Mads Langer er hans musik og lyrik dagbogssider, der er revet ud og lavet til sange.

- Det er vildt at kunne kigge tilbage på mit liv gennem mine albums og se den udvikling, der har været, siger den 40-årige sangskriver.

- Så jeg glæder mig til at se, når jeg engang skal herfra og kigger tilbage på livet, hvad der er sket fra nu og frem. For jeg har en helt klar fornemmelse af, at jeg står ved en skillevej på en eller anden måde. Måske kan man sige, at jeg er på vej ind i anden halvdel af livet og ind i anden halvdel af min karriere.

Næste år kan den prisvindende musiker markere sit 20-års jubilæum.

Hans allerførste single, "Breaking News", udkom i 2005. Året efter sendte han sit debutalbum, "Attention Please", på gaden, og med det fulgte der international attention.

Han tog til New York, efter en talentspejder fra et stort udenlandsk pladeselskab havde spottet ham til en koncert i Danmark.

Men efter et ophold i den amerikanske metropol, som Frank Sinatra sang i nummeret "New York, New York" om, at hvis man kan klare den der, kan man klare den "anywhere", vendte Mads Langer alligevel tilbage til Danmark.

Hjem til autenticiteten, væk fra maskineriet.

Og han klarede den alligevel, viste det sig.

Især efter fortolkningen af Olive-nummeret "You're Not Alone". En følelse, der ellers havde ramt ham i den konsumerende millionby.

Nummeret var at finde på hans tredje plade, "Behold", fra 2011, som efter en international pladekontrakt også blev udgivet i USA og i resten af Europa.

- Jeg er meget optaget af Einstein, som siger, at Gud ikke kaster med terninger, fortæller Mads Langer.

- Jeg spiller klaver og guitar og synger og skriver sange, og hvis det er meningen, at det skal nå ud til mange mennesker fortsat, er jeg med på den, men jeg er også med på, hvis det ikke skal, lyder det fra ham.

- Jeg er drevet af et rent hjerte, der ønsker at formidle lys og kærlighed. Jeg er her ikke for at være rig og berømt. Jeg er her, fordi jeg kan mærke, at det er det, jeg er skabt til at gøre, og at det har en effekt på folk og gør en positiv forskel.

For få år siden opstod muligheden igen for det, der potentielt kunne blive hans helt store globale gennembrud.

Nummeret "Lightning" fra hans sjette plade, "Where Oceans Meet", der udkom i 2021, blev spillet på amerikansk radio og opnåede en imponerende placering på en af Billboards anerkendte hitlister.

Hans hold i USA havde et forløb klar, og i den lå en intensiv promotionplan og en omfattende opvarmningsturné for en større amerikansk artist.

Men Mads Langer havde ikke dollartegn i øjnene. I stedet så han ind i sin nyfødte datters.

Han satte sin internationale karriere på pause på ubestemt tid - måske er det for altid.

- Jeg tror ligesom med alt andet, at det handler om at være drevet af de rigtige ting. Selv om der er aspekter og kræfter i den branche, jeg er en del af, der er drevet af kommerciel interesse, og hvor mange nuller, der er efter ettallet, så er det ikke det, jeg er drevet af, fastslår han.

- Når man er bevidst om det, kan man navigere i det. Og hvis man kan formå stadig at forbinde sig med sit eget hjerte, er det min oplevelse, at det hæver sig langt over folk, der tænker profit.

Netop nu er Mads Langer landet rundt med sit danske album.

Den 7. december spiller han sit sidste show, og så er der juleferie, inden han slutter et foranderligt år af med udgivelsen af nytårsnummeret "Raketter".

- Jeg glæder mig til at restituere og til at være sammen med min familie og kigge tilbage på alt det, jeg har oplevet. Og så er jeg i gang med at skrive nye sange, som jeg ser frem imod at gøre færdige, så de kan komme ud og leve, fortæller Mads Langer.

- Det har aldrig været mere inspirerende og spændende og dejligt at lave musik, end det er nu. Så jeg tror, der kommer nogle sange ud af mig i fremtiden, som vil være nogle af dem, jeg kommer til at kigge tilbage på som mine favoritter, når jeg engang skal lave mit livs greatest songs.

Næste afsnit af "Piano" kan ses på TV 2 og TV 2 Play lørdag.

/ritzau/

København, 18/12/2025 - 04:14

Balletskolens kunstneriske leder stopper til maj efter klager

Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Anne Peyk søger ikke om forlængelse på Det Kongelige Teaters Balletskole efter klager fra forældre.

Det Kongelige Teaters Balletskoles kunstneriske leder, Anne Peyk, søger ikke om forlængelse, når hendes tidsbegrænsede ansættelse udløber til maj 2026.

Det skriver Berlingske.

Det sker, efter at avisen har rettet henvendelse til balletskolen om seks klager fra forældrepar, en tidligere lærer og en tidligere aspirant samt udtalelser fra 22 kilder.

De seks nye klager kom oven i en klage fra ni forældrepar fra februar.

Klagerne handler om en såkaldt skadelig kultur, dårlig ledelse og manglende gennemsigtighed på balletskolen, særligt under den kunstneriske leder Anne Peyk.

Anne Peyk beskrives i klagerne som uempatisk og diktatorisk, og hendes ledelsesstil bliver kaldt frygtbaseret.

Det var ellers blevet lovet, at der skulle ske en kulturforandring på skolen, efter at flere elever i 2023 stod frem i Politiken og fortalte om et stort pres samt psykiske lidelser og fysiske skader.

Skolen hyrede advokatfirmaet Horten til en advokatundersøgelse, der viste problemer med mistrivsel, og bestyrelsesformand Lars Barfoed undskyldte forholdene på skolen.

Men Berlingske har nu talt med 22 kilder, der kritiserer teatrets ledelse, forholdene på balletskolen og håndteringen af de nye klager.

Teaterchef på balletskolen Kasper Holten skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at teatret som følge af klagerne hyrede Kammeradvokaten til at foretage endnu en advokatundersøgelse.

Og advokatundersøgelsen har konkluderet, at påstandene ikke kan underbygges, siger Kasper Holten til Berlingske.

Han kritiserer dog, at medierne gengiver "meget grove beskyldninger mod en enkelt medarbejder, efter at klagerne er blevet grundigt undersøgt", "for så begynder det at ligne en personhetz".

Anne Peyk skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at hun allerede i oktober meddelte udviklings- og børnedirektør Dorthe Paulli, at hun ikke ville søge om forlængelse til maj.

- Selv om jeg ikke skal lægge skjul på, at det har været hårdt at være under anklage i mere end otte måneder, er jeg glad for at Kammeradvokaten så grundigt har undersøgt sagen og ikke finder klagerne mod mig begrundede, lyder det.

Politiken har med input fra 48 tidligere balletskoleelever afdækket, at balletskolen skal have fremprovokeret spiseforstyrrelser, angst og depression ved at opfordre normalvægtige elever til at tabe sig.

Det Kongelige Teaters Balletskole modtager 18,7 millioner kroner årligt fra staten.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 17/12/2025 - 20:36

Fra 2029 vil Oscar-uddelingen blive vist på YouTube

Angela Weiss, Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

Siden 1976 er oscaruddelingen blevet vist på tv-stationen ABC, men den flyttes til YouTube om nogle år.

Fra 2029 vil oscaruddelingen blive streamet på hjemmesiden YouTube.

Det oplyser oscarakademiet i en pressemeddelelse.

Siden 1976 er oscaruddelingen ellers blevet sendt på tv-stationen ABC, men den flyttes om nogle år til YouTube, som har fået en eksklusiv femårig aftale som distributionspartner.

- Dette partnerskab vil give os mulighed for at udvide adgangen til akademiets arbejde til det størst mulige publikum på verdensplan, lyder det i en udtalelse fra akademiets ledelse, skriver akademiet i pressemeddelelsen.

Aftalen gælder for dækningen af selve prisuddelingen, den røde løber, backstage-indhold og adgang til det såkaldte Governors Ball, der er den officielle fest efter prisuddelingen.

Indholdet vil være tilgængeligt live og gratis for over to milliarder seere i hele verden, lyder det.

Samtidig vil der være undertekster og lydspor tilgængelige på flere sprog.

- Vi vil kunne fejre film, inspirere nye generationer af filmskabere og give adgang til vores filmhistorie på en hidtil uset global skala, lyder det fra akademiet.

22. januar bliver næste års oscarnomineringer meldt ud.

Oscaruddelingen finder sted 15. marts 2026 i Los Angeles, USA, og markerer den 98. udgave af prisuddelingen af det, der er den mest prestigefyldte amerikanske filmpris.

Den danskproducerede dokumentarfilm "Mr. Nobody mod Putin" er blandt de 15 film, der er shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Den danske oscarkomité udvalgte i september filmen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

I den kategori er filmen blevet forbigået.

I løbet af de seneste 15 år er otte danske film blevet nomineret til Bedste Internationale Film.

To - "Hævnen" af Susanne Bier og "Druk" af Thomas Vinterberg - har i denne periode modtaget prisen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

FAKTA: Drop nytårstorsken

* Mens blæksprutten stortrives i det danske farvande, ser det mindre positivt ud for torsken. 

* Sidste år opfordrede Verdensnaturfonden (WWF) til, at danskerne sprang nytårstorsken over. WWF anbefalede at gå efter østers, muslinger og blæksprutte som alternativer. 

* Torskebestanden i Østersøen er så kritisk, at det er forbudt for lystfiskere at fiske efter den klassiske nytårsfisk her, mens erhvervsfiskeriet i flere år har været begrænset til bifangst.

* EU-landene har indgået en ny aftale, der i 2026 reducerer kvoten for fiskeri af torsk i Nordsøen med 44 procent. 

Kilder: WWF og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

Sæt sæsonens smagfulde delikatesser på nytårsmenuen

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Blæksprutte og græskar er på listen over vinterens råvarer og kan spille hovedroller i din nytårsmenu. Få inspiration til middagen på årets sidste dag.

Nytårsfejringen er en klippefast tradition. Men derfor kan man godt tænke ud af boksen, når middagen skal sammensættes.

Det foreslår Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og ejer af fiskehandleren Hav i København:

- Jeg plejer at servere flere snacks, så hovedretten er lidt mindre omstændelig.

For en fiskehandler er østers en obligatorisk snack nytårsaften, siger han.

Han fokuserer desuden på, at elementerne i menuen skal kunne forberedes i god tid, så madlavningen ikke stjæler tiden på den festlige aften.

- Noget af det vigtigste til nytår er, at det skal være rimeligt hurtigt at anrette, siger Jens Peter Moestrup Hansen.

Hvis du leder efter et billigere alternativ til den klassiske nytårstorsk, anbefaler han rovfisken sandart.

Fiskehandleren foreslår at servere rovfisken rå ved at skære den i små tern og marinere dem i saften fra citrusfrugter.

Den generelle anbefaling fra Fødevarestyrelsen er at fryse fisk, der skal spises rå, i minimum 24 timer.

Jens Peter Moestrup Hansen vil anrette sandarten med sprøde, bitre salater, grape og en asiatisk dressing med ingefær, fiskesovs, soja, sesamolie og appelsinskal.

For Maria Lesi, der er køkkenchef på spisestedet Omegn & Venner i København, er sæsonens råvarer altid udgangspunktet, når hun planlægger nytårsmenuen.

- Når du har et mindre udvalg af råvarer, er det lettere at finde på, hvilke retter du kan lave, siger hun.

Blæksprutte er et af de havdyr, der for tiden strømmer ind i de danske farvande.

- Vær sikker på, at du renser den godt og dupper den tør med noget papir. Put den på panden med olie, og når den begynder at krølle sammen, er den klar, siger kokken.

Maria Lesi krydrer gerne den stegte blæksprutte med salt og cayennepeber og serverer den som snack.

Også Jens Peter Moestrup Hansen foreslår, at det bløde havdyr indgår i årets sidste måltid.

- Jeg synes, det er lækkert at skære den ud som en flade, stege den ved rigtig høj varme cirka fire minutter på den ene side og et minut på den anden, og så skære den i små strimler bagefter, siger han.

Dertil ville fiskehandleren lave en græskarpuré, hårdt stegte porrer og en muslingesauce.

- Kog muslinger helt i smadder i hvidvin. Så smager muslingerne af nærmest ingenting, men du har en rigtig god fond, som du kan koge ned med lidt fløde, siger han.

Hvis du gerne vil lave en vegetarisk ret, er hjemmelavet ravioli et godt bud.

- Det er altid lækkert at servere pasta til nytår, fordi det ikke er så tungt på protein, og så kan man få det til at se rigtig flot ud, siger Maria Lesi.

Hvis du ikke vil kaste dig ud i at lave de klassiske italienske pastalommer selv, kan du vælge en anden pasta eller købe nogle friske i supermarkedet, fortæller hun.

Køkkenchefen ville fylde pastaen med ricotta - en friskost med en mild smag - og servere den som forret sammen med en puré lavet af hokkaidogræskar og kraftfulde krydderier.

- Kombinationen af hokkaido, rosmarin og chiliflager er rigtig god, lyder det fra Maria Lesi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek