Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Fredericia, 14/03/2026 - 17:44

Ældre cyklist er blevet fløjet til hospitalet efter påkørsel

Det tyder på, at en mandlig cyklist blev påkørt, da han ville krydse en landevej i Skærup nær Fredericia.

Af: /ritzau/

En 73-årig cyklist er blevet fløjet til hospitalet med en lægehelikopter, efter at han lørdag formiddag blev påkørt af en 28-årig bilist nær Fredericia.

Det oplyser vagtchef Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet fik klokken 11.34 anmeldelsen om trafikulykken, der fandt sted på en landevej i Skærup, der ligger mellem Vejle og Fredericia.

De indledende undersøgelser på stedet indikerer, at den ældre mand blev påkørt, da han forsøgte at komme over vejen i krydset Fredericiavej-Munkfort, hvor det tyder på, at han kommer til at køre ud foran bilisten.

Manden var efterfølgende bevidstløs, og han er blevet fløjet med en lægehelikopter til hospitalet for at blive undersøgt nærmere.

Vagtchef Jacob Andersen oplyser omkring klokken 17.30, at cyklisten fortsat er indlagt, men at han er i stabil tilstand.

- Han har fået et brud på to ryghvirvler og på nogle af sine ribben, men han er uden for livsfare.

Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken.

Bilisten kom umiddelbart ikke til skade i forbindelse med ulykken.

Det er politiets vurdering, at der ikke er sket noget strafbart i forbindelse med påkørslen.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet nærmere.

En bilinspektør har til opgave at undersøge alvorlige trafikulykker og kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek