Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/05/2026 - 14:12

Cirkus Arena får millionbøde for ulovlige arbejdere

Direktør frifindes. Georgiske mænd havde ikke arbejdstilladelse, men dommer ser intet økonomisk motiv.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Selskabet bag Cirkus Arena findes torsdag skyldig i en sag om cirkusarbejdere fra Georgien uden gyldig arbejdstilladelse.

Københavns Byret har straffet selskabet International Entertainment ApS med en bøde på 1,3 millioner kroner.

Derimod er direktør Benny Berdino-Olsen frifundet, oplyser byretten.

Straffesagen drejer sig om georgiske mænd, der ifølge tiltalen fra Københavns Politi var arbejdsmænd i det kendte cirkus, selv om de ikke havde gyldig arbejdstilladelse og ikke havde ret til at opholde sig i Danmark.

Sigtelsen blev rejst i sommeren 2024.

Oprindeligt var bødekravet på 2,7 millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.

- Den her bøde vil kunne slå os ihjel, sagde Berdino-Olsen under et af retsmøderne, har Ekstra Bladet tidligere rapporteret.

Ganske vist skrev den 79-årige direktør under på kontrakterne.

Men han har forklaret, at arbejdsmændene var hyret af teltmesteren, og at han ikke kendte til detaljerne. Ansvaret er uddelegeret.

- Jeg kan jo heller ikke være klovn eller trapezmester, har Benny Berdino-Olsen ifølge Ekstra Bladet sagt.

Dommeren har fundet, at selskabet groft uagtsomt overtrådte loven. Men der var ikke skærpende omstændigheder, idet det ikke skete for vindings skyld, oplyser forsvareren i sagen, advokat Steen Mosegaard, om afgørelsen.

Sagen drejer sig om ni mænds arbejde i foråret og sommeren 2024. Og om fire andre mænds arbejde i et kvarter det følgende år.

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Benny Berdino-Olsen er glad for, at dommeren fastslår, at ingen er blevet udnyttet, og at der ikke har været tale om økonomisk vinding, siger advokat Steen Moesgaard.

Om selskabet anker til landsretten, er torsdag eftermiddag ikke afklaret.

/ritzau/


TjekDet - faktatjek