København, 18/04/2025 - 20:07
Mænd med kortere uddannelser tager mere barsel
Der er kommet mere lighed i forhold til, hvor meget barsel mænd tager med deres børn.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Siden den øremærkede barsel trådte i kraft i 2022, er særligt de mandlige medlemmer af 3F's a-kasse begyndt at tage mere barsel.
Det skriver Dagbladet Information på baggrund af en ny analyse fra fagbevægelsen 3F, som tager udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik.
De nye tal viser, at 3F'erne er kommet op på det niveau, akademikerne lå på, inden loven om øremærket barsel trådte i kraft. Det kalder Anne Sophie Lassen, der er postdoc på CBS, "bemærkelsesværdigt".
- Lidt forsimplet kan man sige, at mænd med kortere uddannelse, der bor på landet, nu stort set er rykket op på niveau med mænd med længere uddannelser, der bor i byerne, siger hun.
Analysen er lavet ved at kigge på, hvilken a-kasse mændene er medlem af.
I gennemsnit tog de mandlige 3F'ere i 2022 4,3 ugers barselsorlov, mens det tal i 2024 var steget til 9,7 uger.
- Før var mænd i 3F blandt dem, der tog den korteste barsel. Jeg er glad for, at der nu er kommet større lighed på tværs af a-kasserne, siger Tina Christensen, der er formand i 3F, til Information.
Hun tror, at den øremærkede barsel har gjort noget ved kulturen blandt mænd.
Anne Sophie Lassen peger på, at en af forklaringerne også er, at de ni ugers øremærket barsel ikke kan overføres til moren og derfor går tabt, hvis faren eller medmoren ikke afholder dem.
- Reformen har begrænset forældrenes valg på en måde, som gør, at mænd helt naturligt begynder at holde mere barsel. Ellers skal børnene jo tidligere i daginstitution, eller også skal moren tage barsel uden løn eller dagpenge, siger CBS-forskeren.
/ritzau/