Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 21/02/2026 - 19:39

Nasa udskyder månemission efter tekniske problemer

Artemis 2-missionen skal sende astronauter rundt om Månen og skulle være påbegyndt i marts.

Af: /ritzau/

For anden gang på mindre end en måned må den amerikanske rumfartsorganisation Nasa udsætte Artemis 2-missionen, som efter planen skal sende astronauter rundt om Månen.

Det skriver Nasas øverste chef, Jared Isaacman, på det sociale medie X.

Rumfartøjet skulle have været affyret tidligst 6. marts, men på grund af tekniske problemer er det ikke realistisk, at det vil blive sendt afsted i marts.

- Jeg kan godt forstå, at folk er skuffede over denne udvikling. Denne skuffelse deles ikke mindst af holdet hos Nasa, som har arbejdet utrætteligt for at forberede denne store bedrift.

- I 1960'erne, da Nasa opnåede det, som de fleste troede var umuligt, og som aldrig er blevet gentaget siden, var der mange tilbageslag, skriver Jared Isaacman og henviser til de første månelandinger.

Den 3. februar kom Nasa med en tilsvarende udmelding. Her blev den forestående opsendelse udskudt fra februar til marts.

Artemis 2-missionen ventes at vare ti dage. Besætningen består en canadier og tre amerikanere, som altså skal rundt om Månen og ikke lande på den.

Den første bemandede månelanding fandt sted i 1969, hvor amerikanske Neil Armstrong som det første menneske betrådte Månen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek