København, 06/08/2025 - 08:21
Novo Nordisks overskud steg 22 procent i første halvår
Novos overskud og salg stiger i første halvår. Selskabet fastholder sine nyligt nedjusterede forventninger.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Novo Nordisk tjente 55,5 milliarder kroner i første halvår. Det er 22 procent mere end i første halvår året før.
Det viser selskabets regnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.
Tirsdag den 29. juli nedjusterede Novo Nordisk sine forventninger til salgsvæksten i hele 2025. Nu forventer selskabet en vækst på mellem 8 og 14 procent i omsætningen.
Den tidligere forventning lød på 13 til 21 procent.
Her offentliggjorde Novo Nordisk samtidig enkelte nøgletal fra andet kvartal, herunder at salget var vokset med 18 procent, når man justerer for udsving i valutakurser.
Salget i første halvår lyder på 154,9 milliarder kroner.
Novo Nordisk begrundede blandt andet nedjusteringen med, at der fortsat produceres og sælges kopivarianter af vægttabsmidlet Wegovy i USA, hvilket påvirker salget.
I første halvår er salget af Wegovy i USA vokset med 37 procent, når man justerer for udsving i valutakurser. Novo Nordisk har solgt Wegovy på det amerikanske marked for 24,7 milliarder kroner i perioden.
Kort efter nedjusteringen i slutningen af juli præsenterede medicinalselskabet den person, som skal overtage som øverste chef efter Lars Fruergaard Jørgensen. Det bliver Mike Doustdar, som starter i jobbet torsdag.
Mike Doustdar har hidtil haft det øverste ansvar for salget på alle markeder på nær det amerikanske.
Novo Nordisk faldt med 23,1 procent på børsen, efter at nedjusteringen og den nye topchef var blevet offentliggjort.
På sin sidste dag som topchef siger Lars Fruergaard Jørgensen, at Novo Nordisk som følge af nedjusteringen vil indføre tiltag for at sikre effektiviteten.
- Som følge heraf træffer vi foranstaltninger for at skærpe vores kommercielle eksekvering yderligere og sikre effektivitet i vores omkostningsbase, samtidig med at vi fortsætter med at investere i fremtidig vækst, siger han i en kommentar til regnskabet.
I andet kvartal har Novo Nordisk haft en omsætning på 76,9 milliarder kroner. I samme periode har selskabet tjent 26,5 milliarder kroner.
/ritzau/