Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/03/2026 - 12:44

TDC kræver 195 millioner af staten for at fjerne Huawei-udstyr

TDC mener, at det var et ulovligt krav, da CFCS i 2023 krævede Huawei-udstyr fjernet i centralt netværk.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

194.935.021,81 kroner plus renter.

Det vil TDC have staten til at betale i erstatning, efter at teleselskabet tilbage i 2023 fik ordre om at fjerne alt Huawei-udstyr i det centrale transportnetværk.

TDC mener, at afgørelsen var ulovlig, og vil derfor have erstatning for de udgifter, udskiftningen har medført. Derfor har TDC anlagt en civil retssag ved Østre Landsret.

Fredag fremlægger advokat Peter Schradieck og advokat Jimmy Skjold Hansen, som repræsenterer TDC, deres afsluttende bemærkninger i sagen.

Her lyder det, at TDC fra begyndelsen har gjort det klart over for myndighederne, at man mente, at forbuddet var et indgreb i selskabets ret, og at man derfor ville kræve erstatning.

- Det er et indgreb i hele det eksisterende netværk. Man skal ikke bare fremover afholde sig fra noget, man skal også skifte hele netværket. Det er det, forbuddet indebærer, siger Peter Schradieck.

Det var Center for Cybersikkerhed, CFCS, som i foråret 2023 afgjorde, at TDC skulle udskifte udstyret.

Det skete med hjemmel i den såkaldte telesikkerhedslov, som var blevet indført knap to år tidligere.

Loven giver myndighederne mulighed for at forbyde indgåede aftaler mellem virksomheder og leverandører, hvis aftalen vurderes at udgøre en trussel mod statens sikkerhed.

I årene op til havde Huaweis rolle og bånd til den kinesiske stat været til heftig diskussion.

Den amerikanske regering har blandt andet beskyldt selskabet for at spionere mod vestlige lande for den kinesiske regering. Disse beskyldninger har selskabet selv afvist.

Huawei lå også lunt i svinget til at blive leverandør af 5G-netværket i Danmark. TDC valgte dog til sidst at gå med svenske Ericsson.

Efterfølgende kom der historier frem i medierne om, at Huawei angiveligt havde gjort brug af overvågning og en muldvarp i TDC for at vinde kontrakten.

I Østre Landsret gør Peter Schradieck det fredag klart, at alt det udstyr, TDC har købt af Huawei, er blevet godkendt.

- Alle leverancer fra Huawei er godkendt hele vejen igennem. Ja, der har været opmærksomhedspunkter, men det har aldrig ført til, at man ikke har godkendt produkterne, siger han.

Selv om TDC mener, at afgørelsen fra Center for Cybersikkerhed er ulovlig, har selskabet ikke set nogen anden udvej end at følge den.

Det skyldes, at myndighederne ifølge telesikkerhedsloven blandt andet kan fjerne medlemmer af selskabsledelsen, hvis et forbud ikke efterleves.

TDC er stadig i gang med at udskifte udstyret, som skal være udskiftet ved årets udgang.

Selskabet har siden valgt den amerikanske leverandør Ciena til at levere komponenter til netværket.

Center for Cybersikkerhed er i dag en del af Styrelsen for Samfundssikkerhed. Derfor ligger sagen hos styrelsen.

Styrelsen for Samfundssikkerhed har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Mandag ventes statens advokater at komme med deres udlægning af sagen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek