Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/01/2026 - 13:13

Frankfurt savner fremskridt og sparker træneren ud

Dino Toppmöller førte i sidste sæson Frankfurt til Champions League. Nu er han færdig i klubben.

Kai Pfaffenbach/Reuters

Af: /ritzau/

Danskerne Rasmus Nissen Kristensen og Oscar Højlund skal vænne sig til en ny chef i Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt.

Cheftræneren gennem to et halvt år, Dino Toppmöller, er blevet fyret oven på et middelmådigt efterår og en skuffende start på det nye år.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at man efter en "intensiv analyse" er kommet frem til, at der er brug for nye impulser til førsteholdet.

- Vores krav om at stå for dynamisk, aggressiv og kompakt fodbold er ikke i tilstrækkelig grad blevet opfyldt i denne sæson, siger sportsdirektør Markus Krösche.

Frankfurt er aktuelt på en hæderlig syvendeplads i Bundesligaen, men har haft voldsomme defensive problemer i hele sæsonen.

Holdet har lukket 39 mål ind i 18 kampe. Kun bundholdet Heidenheim har et lige så hullet forsvar. Frankfurts tre første ligakampe i 2026 er endt 3-3, 2-3 og 3-3.

Dino Toppmöller havde succes i sine første to år i klubben, og sidste års overraskende tredjeplads i Bundesligaen udløste billet til den lukrative Champions League.

- Jeg ville gerne have arbejdet videre med holdet og taget udfordringerne op. Men jeg accepterer beslutningen, siger den fyrede træner.

I første omgang bliver det ungdomstrænerne Dennis Schmidt og Alexander Meier, der overtager træneransvaret, mens ledelsen går på jagt efter en længerevarende løsning.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek