Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/07/2025 - 14:47

Landsret blåstempler forvaring for adskillige overgreb

Simon Kofod Larsen tog sin sag til Vestre Landsret, men får stadfæstet sin forvaringsdom.

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Simon Kofod Larsen skal være spærret inde på ubestemt tid.

Det står klart, efter at Vestre Landsret tirsdag har afgjort, at den 26-årige mand fra Vejen skal idømmes forvaring i en sag, hvor han er fundet skyldig i omfattende seksuelle krænkelser af mindreårige piger.

Landsrettens dom er en stadfæstelse af dommen, som Retten i Esbjerg afsagde i juli sidste år. Her blev han også idømt forvaring og kendt skyldig i et stort antal krænkelser.

Simon Kofod Larsen ankede byrettens dom, da han ville frifindes for en del af forholdene. Desuden ville han have en tidsbestemt fængselsstraf. I stedet står han igen tilbage med et fængselsophold uden udløbsdato.

Vestre Landsret har behandlet skyldsspørgsmålet i 39 forhold, der handler om 20 forskellige mindreårige piger.

Landsretten har i det væsentlige fundet Simon Kofod Larsen skyldig i de 39 forhold i samme omfang som byretten.

Sagen omhandler et stort antal piger, som han kom i kontakt med via sociale medier.

I byretten blev han fundet skyldig i fire voldtægter, hvoraf tre af ofrene var piger under 15 år. Desuden blev han dømt for tre voldtægtsforsøg mod piger under 15 år og et stort antal samlejer med piger under 15 og forsøg herpå.

Dertil har sagen omhandlet omfattende krænkelser af piger i alderen 11 til 17 år, ulovlig tvang, vidnetrusler og besiddelse af seksuelt materiale af børn under 18 år.

Overgrebene og krænkelserne er begået i perioden fra 2014 til 2022, hvor Simon Kofod Larsen var mellem 15 og 23 år.

Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning på ubestemt tid, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.

En forvaringsdømt kan ikke prøveudskrives, før en domstol har vurderet, at personen ikke længere er farlig for samfundet.

/ritzau/

Lima, 03/07/2025 - 05:00

Lægeklinik får millionbøde for læk af Shakiras lægejournal

Mpi04/Ritzau Scanpix

Mavesygdom førte i februar til, at Shakira måtte aflyse koncert på turné. Popstjernen måtte dengang indlægges.

En lægeklinik i Peru, der behandlede den colombianske popstjerne Shakira for en mavesygdom i februar, er blevet tildelt en bøde.

Det oplyser lokale sundhedsmyndigheder i Peru onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Årsagen er, at popstjernens lægejournal blev lækket efter behandlingen på klinikken.

Den 48-årige popstjerne aflyste i februar en koncert i den peruanske hovedstad, Lima. Koncerten var en del af verdensturnéen "Las mujeres ya no Lloran" (kvinder græder ikke længere, red.).

Årsagen til aflysningen var mavesmerter som følge af en uspecificeret mavesygdom, der måtte behandles på lægeklinikken Dalgado Auna i Lima.

Kort efter Shakiras indlæggelse begyndte hendes lægejournal at dukke op på sociale medier.

Det vakte harme blandt hendes fans, ligesom der blev indledt en undersøgelse af lækket.

Lægeklinikken oplyste på det tidspunkt, at den var i gang med at undersøge, hvad den kaldte en alvorlig etisk overtrædelse af klinikkens adfærdskodeks og regler for behandling af personoplysninger.

Det er de lokale sundhedsmyndigheder i Peru, der har pålagt lægeklinikken en bøde for lækket. Bøden lyder på 190.000 dollar - hvilket svarer til 1,2 millioner danske kroner.

"Las mujeres ya no Lloran" er Shakiras første verdensturné i syv år. Turnéen er fortsat i gang og deler navn med hendes seneste album, der udkom i 2024.

Albummet handler blandt andet Shakiras meget omdiskuterede brud med den spanske fodboldspiller Gerard Piqué i 2022.

Shakiras karriere startede, da hun var 13 år. Her udkom hun med albummet "Magia. I 2001 fik hun sit internationale gennembrud med albummet "Laundry Service".

Siden er det blevet til en række hits for den colombianske sanger, der blandt andet står bag numre som "Hips Don't Lie", "Whenever, Wherever" og "Waka Waka".

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

Lima, 03/07/2025 - 04:34

Lægeklinik får millionbøde for læk af Shakiras lægejournal

Mpi04/Ritzau Scanpix

Mavesygdom førte i februar til, at Shakira måtte aflyse koncert på turné. Popstjernen måtte dengang indlægges.

En lægeklinik i Peru, der behandlede den colombianske popstjerne Shakira for en mavesygdom i februar, er blevet tildelt en bøde.

Det oplyser lokale sundhedsmyndigheder i Peru onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Årsagen er, at popstjernens lægejournal blev lækket efter behandlingen på klinikken.

Den 48-årige popstjerne aflyste i februar en koncert i den peruanske hovedstad, Lima. Koncerten var en del af verdensturnéen "Las mujeres ya no Lloran" (kvinder græder ikke længere, red.).

Årsagen til aflysningen var mavesmerter som følge af en uspecificeret mavesygdom, der måtte behandles på lægeklinikken Dalgado Auna i Lima.

Kort efter Shakiras indlæggelse begyndte hendes lægejournal at dukke op på sociale medier.

Det vakte harme blandt hendes fans, ligesom der blev indledt en undersøgelse af lækket.

Lægeklinikken oplyste på det tidspunkt, at den var i gang med at undersøge, hvad den kaldte en alvorlig etisk overtrædelse af klinikkens adfærdskodeks og regler for behandling af personoplysninger.

Det er de lokale sundhedsmyndigheder i Peru, der har pålagt lægeklinikken en bøde for lækket. Bøden lyder på 190.000 dollar - hvilket svarer til 1,2 millioner danske kroner.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

, 02/07/2025 - 08:00

FAKTA: Træn fødderne

* Du kan ikke træne udtalte knyster væk. Men det kan generelt være en god idé at træne fødderne, ligesom man træner resten af kroppen, for at holde dem sunde og raske.

* Lav kortfodsøvelser, hvor du for eksempel samler ting op fra gulvet med fødderne. Gå på hæle og på tæer.

* Gør det eksempelvis til en vane at stå på tæer, mens du børster tænder.

* Prøv også at sprede tæerne.

Kilde: fodkirurg ved Aalborg Universitetshospital Mette Sørensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/07/2025 - 08:00

Overvej nøje om knysten skal opereres væk

Elisabeth Rahe/Ritzau Scanpix

Op mod en tredjedel af den voksne befolkning har knyster. Det er dog langtfra alle, der vil blive rådet til en operation.

Omkring en fjerdedel af den voksne befolknings fodtøj gemmer på en eller flere knyster. Oftest ved storetåens grundled.

For nogle kan en knyst være generende hver eneste dag, andre glemmer, at den overhovedet er der. Fælles for dem er dog, at knysten ikke forsvinder af sig selv og ikke kan trænes væk. Overvejer du, om operation kunne være noget for dig, er der en række faktorer, du bør have med i ligningen.

Det fortæller Jens Kurt Johansen, som er overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling ved Amager og Hvidovre Hospital.

- Man skal gøre fordele og ulemper op ved operation. Hvad er funktionstabet, hvad er generne, hvad er smerterne, hvor meget fylder det i dagligdagen, og hvad kan man forvente af en operation, nævner overlægen som eksempler på det, de tager stilling til.

Før man tyer til operation, er anbefalingen at forsøge sig med ikke-operative tiltag. Kan man mindske generne uden operation, er det klart at foretrække.

- Det kan være bredere sko, knystbeskytter eller smertestillende medicin. Det kan også være, man kan ændre sit aktivitetsniveau, så man for eksempel går 10 kilometer om dagen i stedet for 15, siger Jens Kurt Johansen.

Ved alle operationer er der en risiko.

Og ved operation for knyst kan der ifølge fodkirurg ved Aalborg Universitetshospital Mette Sørensen efterfølgende opstå smerter, føleforstyrrelser, følelsesløshed eller mindre bevægelsesfrihed - om ikke andet så i en periode.

- Det drejer sig om at finde ud af, hvad der er rigtigt for lige præcis den patient. Som hovedregel skal det ved operation være en knyst, som giver anledning til så store gener, at man er villig til at acceptere, at der kan være nogle andre gener bagefter, forklarer hun.

- Kirurgi er det, man vælger, når der ikke er andet, der virker. Ingen er lovet, at man kommer igennem uden problemer. Her deler man knoglen og forskyder den, og der er risiko for, at den ikke vokser sammen. Ofte holder vi den med en skrue, som kan komme til at genere.

Ud over risikoen for komplikationer er en operation for knyst heller ikke en garanti for, at problemerne forsvinder for altid, forklarer overlæge Jens Kurt Johansen.

- Cirka 85 procent opnår et godt resultat og vil sige, at de ville gøre det igen.

- De sidste 15 procent kan principielt deles op i en gruppe, hvor forventningerne var for høje, og en anden gruppe, der oplever genkomst af skævhed, genkomst af knyst, smerter med mere, siger han.

Derfor handler en stor del af forarbejdet om at forventningsafstemme med patienten, så man kan tage stilling på et oplyst grundlag og undgå at blive skuffet over resultatet.

I mange tilfælde vil operation slet ikke komme på tale. For knyster er i sig selv ikke problematiske.

- Man må gerne have en stor knyst uden at skulle opereres, siger overlæge Jens Kurt Johansen.

- Så det vigtigste budskab er, at en knyst, der ikke generer, den skal bare have lov at være i fred. Hvis ikke det driller på nogen måde, så er det principielt et kosmetisk problem, og det skal man ikke opereres for.

Selv om knysten ikke i sig selv giver smerter, kan det dog på sigt give problemer, hvis den er meget stor. Det kan blive svært at få fodtøj på, man kan få sår ved knysten, tæerne kan komme til at ligge oven på hinanden, eller der kan være belastning på foden, så det giver smerter andre steder.

Derfor er det altid en konkret vurdering, om operation vil være den bedste løsning.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek