Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 03/06/2026 - 16:15

Tre mænd sigtet for drabsforsøg i relation til midtjysk konflikt

Tre mænd på henholdsvis 22, 22 og 23 år blev tirsdag anholdt i en planlagt aktion og kræves onsdag fængslet.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tre unge mænd, der menes at have en relation til en igangværende konflikt mellem grupperinger i Herning og Ikast, er blevet anholdt.

Og efter et grundlovsforhør i Retten i Herning er de blevet varetægtsfængslet frem til 17. juni.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Mændene er sigtet for to tilfælde af brandstiftelse i Ikast og medvirken til drabsforsøg i Herning. Forholdene skal være begået sent om aftenen 17. maj.

Dørene til grundlovsforhøret blev lukket, efter at sigtelsen blev læst op. Det betyder, at offentligheden ikke har fået indsigt i, hvilke beviser politiet har mod de tre mænd, og hvad de eventuelt selv har forklaret.

Hvordan de tre mænd forholder sig til sigtelserne, oplyser anklagemyndigheden ikke.

De tre sigtede blev anholdt tirsdag i en planlagt aktion. Der er tale om mænd på 22, 22 og 23 år.

Den ene 22-årige blev tirsdag før middag anholdt i Sønderjylland, mens den 23-årige og den anden 22-årige blev anholdt ud på eftermiddagen. De blev pågrebet i henholdsvis Herning-området og i Herning.

I forvejen er en række andre personer fængslet i relation til sagen, der omhandler brandstiftelser, skyderi, knivstikkeri og besiddelse af en håndgranat.

Natten mellem søndag den 17. og mandag den 18. maj blev der affyret to skud mod en lejlighed i Brændgårdsparken i Herning, og kort tid efter opstod der to brande i Ikast i henholdsvis en lejlighed og en varebil, og politiet formoder, at de var påsat.

I lejligheden lå en kvinde i 60'erne og sov, og hun kom alvorligt til skade.

Men de alvorlige anslag var ikke slut. Den følgende dag blev der anvendt en håndgranat mod en lejlighed i Herning.

Forud for de nævnte hændelser var der desuden flere voldelige konfrontationer mellem folk i kriminelle grupperinger. Den 19. maj oprettede politiet visitationszoner i Herning, og i den følgende uge bad Midt- og Vestjyllands Politi om hjælp fra andre kredse til at håndtere situationen.

Betjente fra de øvrige jyske kredse samt fra København og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bidrager derfor til efterforskningen af sagerne.

DR har fået aktindsigt i et notat fra NSK, der viser, at politiet vurderer, at to grupper er i konflikt med hinanden. De er i notatet kaldt for Nord-Gruppen og Øst-Gruppen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek