Rom, 15/06/2025 - 18:09
Gattuso er ny fodboldlandstræner for Italien
Den tidligere AC Milan-spiller Gennaro Gattuso skal være landstræner for Italien.
Daniel Cole/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Gennaro Gattuso er ansat som ny fodboldlandstræner for Italien. Det bekræfter Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) søndag på sin hjemmeside.
47-årige Gattuso overtager jobbet efter Luciano Spalletti, der blev fyret efter et nederlag på 0-3 ude til Norge i den første kamp i VM-kvalifikationen.
Spalletti stod også i spidsen i den efterfølgende kamp mod Moldova, som blev vundet med 2-0. Men det stod klart, at der skulle findes en ny landstræner.
Valget faldt på Gattuso, der som spiller var kendt for at være en kriger på midtbanen.
- Gattuso er et symbol for italiensk fodbold. Den blå dragt er som hud for ham.
- Hans motivation, professionalisme og erfaring vil blive essentiel for os, siger Gabriele Gravina, der er fodboldpræsident i forbundet.
Dermed skal Gattuso forsøge at få Italien med til VM i 2026.
Nederlaget til Norge i den første kamp i VM-kvalifikationen ramte desuden et særdeles ømt punkt hos støvlelandet.
Italien har nemlig ikke været med ved de seneste to VM-slutrunder i 2018 og 2022. Og ved VM i 2010 og 2014 blev det til exit allerede efter gruppespillet.
I 2006 vandt Italien VM, og det er samtidig sidste gang, at den stolte fodboldnation spillede en knockoutkamp ved en VM-slutrunde.
Bedre er det gået ved EM, som Italien vandt i 2021.
I sin aktive karriere spillede Gattuso 73 kampe for det italienske landshold.
Efter spillerkarrieren har han været cheftræner for Sion, OFI Kreta, Pisa, Milan, Napoli, Valencia, Marseille og senest Hajduk Split i Kroatien.
/ritzau/