København, 22/04/2025 - 17:37
Danske aktier lukker i rødt efter påskeferie
C25-indekset trækkes ned af blandt andet medicinalgiganten Novo Nordisk, der tirsdag faldt med 7,4 procent.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske C25-indeks lukker i rødt første dag efter påskeferien.
Aktieindekset faldt på tirsdagens marked samlet set med 1,7 procent.
Faldet er især drevet af Novo Nordisk-aktien, der dykker med 7,4 procent. I kraft af sin høje markedsværdi udgør Novo Nordisk en stor del af aktieindekset.
C25 er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen. De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset.
Allerede fra morgenstunden bød det danske aktiemarked på røde tal.
15 minutter efter tirsdagens børsåbning - klokken 09.15 - lå C25-indekset til at falde omkring 2,2 procent.
Novo-aktiens mærkbare dyk på over syv procent kommer, efter at påsken bød på gode nyheder for den amerikanske konkurrent Eli Lilly.
De to medicinalselskaber er i skarp konkurrence på markedet for vægttabsmedicin.
Eli Lilly offentliggjorde i sidste uge tal for sin nye vægttabspille orforglipron, der kom succesfuldt igennem et fase 3-studie.
Novo Nordisk har ligeledes udviklet en vægttabspille, men den er ikke godkendt som vægttabsmiddel.
Det er langtfra første gang, at investorerne giver Novo Nordisk hug. Ifølge Finans har aktien mistet omkring 50 procent af sin værdi i løbet af det seneste år.
Medicinalselskabet Zealand Pharma faldt ligeledes tirsdag, da aktien gik 6,6 procent tilbage.
Energiselskabet Ørsted kiggede desuden ind i et fald på 4,8 procent.
Siden USA's præsident, Donald Trump, for et par uger siden annoncerede en pause på toldsatser, har "pilen generelt peget op" for danske aktier, inden tirsdagens dyk.
- Det (faldet, red.) skal blandt andet ses i lyset af Trumps tiltagende angreb på den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, hvilket skaber usikkerhed blandt investorerne, siger investeringsdirektør i Sampension Henrik Olejasz Larsen i en skriftlig kommentar.
Donald Trump har flere gange rettet kritik mod Jerome Powell, som er chef for Den Amerikanske Centralbank.
Mandag kaldte Trump blandt andet Powell for "en kæmpe taber" i et opslag på sit sociale medie Truth Social.
Kritikken fra Trump har skabt bekymring om centralbankens uafhængighed og har rystet investorerne.
Aktiemarkeder verden over har de seneste uger bølget frem og tilbage i takt med Trumps toldmeldinger.
- Den negative udvikling er en understregning af, at rutsjebaneturen på aktiemarkederne langtfra er forbi, siger Henrik Olejasz Larsen om tirsdagens aktiefald.
/ritzau/