Phnom Penh, 13/12/2025 - 02:05
Cambodja beskylder Thailand for at fortsætte luftangreb
Trods Trumps melding om, at landene vil stoppe kampene, beskylder Cambodja naboen Thailand for at fortsætte.
Af: /ritzau/
Cambodja beskylder Thailand for stadig at udføre luftangreb på den cambodjanske side af grænsen, få timer efter at USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at de to nabolande har indvilliget i at stoppe kampene.
Det melder Cambodjas forsvarsministerium ifølge AFP i et opslag på det sociale medie X.
- Den 13. december 2025 brugte det thailandske militær to F-16-kampfly til at smide adskillige bomber.
- Thailands militærfly er ikke stoppet med at bombe endnu, lyder det fra ministeriet.
Trump skrev fredag aften på sit sociale medie, Truth Social, at de to lande var blevet enige om at indstille kampene i området ved grænsen mellem de to lande.
Det skete, efter at Trump tidligere havde talt i telefon med premierministrene fra de to lande.
- De er blevet enige om at indstille al skudafgivning fra i aften og gå tilbage til den oprindelige fredsaftale, som blev lavet af mig og dem med hjælp fra den store premierminister fra Malaysia, Anwar Ibrahim, skrev Trump.
Den amerikanske præsident henviste her til en våbenhvileaftale, som de to lande indgik i oktober med Trump til stede.
/ritzau/




