Frederiksberg, 13/05/2025 - 05:30
Anklager kræver mænd udvist for drab i parkeringskælder
Nu begynder sagen mod to mænd, der er tiltalt for drabet på en mand i en parkeringskælder på Frederiksberg.
Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
På en sen lørdag aften 30. marts sidste år blev der affyret flere skud mod en bil i en parkeringskælder på Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg. I bilen sad en 25-årig mand, der ifølge politiet boede i etageejendommen.
Han blev ramt i nakken og ryggen, og hans liv stod ikke til at redde.
Tirsdag indledes en nævningesag i Retten på Frederiksberg mod to mænd, der ifølge anklagemyndigheden havde en forudgående plan med en tredje medgerningsmand om at udføre drabet.
Den ene af de tiltalte, en i dag 26-årig mand, anklages for at have været den, der affyrede skuddene. Han havde ifølge anklageskriftet anskaffet sig en skarpladt pistol af mærket Walther P99AS, som han tog med til stedet.
Han ventede ifølge anklageskriftet foran parkeringskælderen på, at den 25-årige ville ankomme i sin bil. Da offeret kørte ind i kælderen, løb gerningsmanden ind og affyrede flere skud gennem bilens siderude.
En 27-årig mand, der også er tiltalt, havde ifølge tiltalen til opgave at skille sig af med pistolen, som han efterlod på Kanalvej i Kastrup omkring klokken 02.00 samme nat. Det skal være sket efter aftale med de to andre.
Lidt over middag den følgende dag fik politiet en anmeldelse om en livløs mand i en bil i parkeringskælderen. Han var blevet ramt af flere skud i nakken og ryggen og var død af sine kvæstelser.
14 dage senere blev de to mænd anholdt, og dagen efter blev de fremstillet i grundlovsforhør. Den tredje mand blev fremstillet in absentia, da han ifølge politiet formodes at opholde sig i udlandet.
Anklagemyndigheden kræver begge mænd udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Derudover er der nedlagt påstand om konfiskation af det anvendte våben.
Ulrik Sommer, der er anklagerfuldmægtig i sagen, ønsker ikke at oplyse de to mænds nationalitet.
Den 26-åriges forsvarer fortæller til Ritzau, at hans klient ingen kommentar har til sagen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den 27-åriges advokat.
På nuværende tidspunkt er drabets motiv fortsat ukendt. Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at det er banderelateret.
Sagen ventes at strække sig over 11 retsdage, hvor den første er tirsdag den 13. maj. Sidste retsdag er den 30. juni.
/ritzau/