Rømø, 31/01/2026 - 22:57
Politiet indleder efterforskning efter fund af menneskeknogler
Efter et fund af genstande tæt på knoglerne formodes det, at der er tale om en efterlyst tysk statsborger.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Syd- og Sønderjyllands Politi har lørdag indledt en efterforskning efter et fund af menneskeknogler på Rømø.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Anmeldelsen om fundet Nørre Frankel nord for Havneby på Rømø tikkede ind lørdag ved middagstid.
- De indledende undersøgelser viser, at der er tale om menneskeknogler, lyder det i meddelelsen.
I umiddelbar nærhed af knoglerne har politiet lørdag aften fundet genstande, der formentlig tilhører en efterlyst tysk statsborger.
- Politiet formoder ud fra de foreløbige undersøgelser og de fundne genstande, at det er den efterlyste tyske statsborger, som i dag blev fundet på Rømø, oplyser politiet.
Mandens pårørende er derfor underrettet om sagens omstændigheder.
Undersøgelser kommer dog til at fortsætte for at fastslå identiteten endeligt, lyder meldingen.
Politiet afspærrede lørdag en del af et marskområde og iværksatte en række tiltag for at klarlægge omstændighederne omkring fundet.
Kriminalteknikere og Retsmedicinsk Institut kom efterfølgende til stedet, ligesom der blev gennemført en afsøgning af området med hundepatruljer.
Politiet er fortsat på stedet og forventer at være det en del timer endnu, lød det kort før klokken 18.
Et område ved Lyngvejen på Rømø er afspærret i forbindelse med undersøgelsen.
- Der skal gennemføres en række undersøgelser, før vi kan oplyse nærmere, men der er ingen fare for borgere, oplyste politiet tidligere lørdag.
Mediet JydskeVestkysten.dk skrev også tidligere lørdag, at politiet havde fundet noget, der kan ligne et menneskeskelet.
Politiets vagtchef, Erik Lindholm, fortalte til mediet, at fundet er gjort i en sivskov ved Havneby på Rømø.
Det var en forbipasserende lørdag formiddag, der slog alarm til politiet.
Politiet behandler indtil videre sagen som et mistænkeligt dødsfald, oplyste vagtchefen til jv.dk.
Han tilføjede også, at der ikke indtil videre er mistanke om, at der er sket noget kriminelt.
/ritzau/




