København, 06/03/2026 - 17:26
Dansk medicinalselskab dykker på børsen oven på vægttabsdata
Investorerne er langt fra tilfredse med de vægttabsdata, som Zealand Pharma har offentliggjort for nyt middel.
Af: /ritzau/
Det danske medicinalselskab Zealand Pharma er fredag styrtdykket på børsen og lukker med et fald på 36,4 procent til 234,9 kroner.
Resultaterne af et fase 2-studie, som blev offentliggjort torsdag aften, viste et vægttab på op til 10,7 procent af kropsvægten efter 42 uger med midlet Petrilintid.
Men ifølge mediet MarketWire var det ventet, at vægttabet skulle have været på mellem 13 og 15 procent.
Selskabets administrerende direktør, Adam Steensberg, har efterfølgende erkendt, at hans forventninger var højere. Men han er fortrøstningsfuld.
Havde vi forventet at se et eller to procentpoint større vægttab i studiet? Ja. Ændrer det noget grundlæggende for os? Nej, sagde han ifølge MarketWire.
Direktøren er tilfreds med, at der er blevet rapporteret om en meget lav forekomst af kendte bivirkninger som svimmelhed, kvalme, opkast og diarré.
I fase 2-studier testes et lægemiddel i en større gruppe mennesker for at undersøge effekt, sikkerhed og dosis.
Hvis udviklerne vælger at gå videre med lægemidlet, vil det typisk blive testet i en endnu større gruppe for at få bekræftet effekten og få flere detaljer om eventuelle bivirkninger. Denne fase kaldes fase 3.
Efter vellykkede fase 3-studier kan man søge om at få godkendt et lægemiddel til salg.
Hvis fase 3-studiet af Petrilintid designes optimalt, er der en chance for, at resultaterne bliver bedre.
I februar var det senest Novo Nordisk, hvis aktie dykkede gevaldigt, efter at vægttabshåbet Cagrisema skuffede i et sammenligningsstudie med rivalen Eli Lillys Zepbound, skriver MarketWire.
/ritzau/




