Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/11/2023 - 21:00

Grådkvalt chokexit i bagedysten: Slut med at være hård ved mig selv

Fem blev til fire i lørdagens udgave af bagedysten. Den drilske chokolade sendte den tidligere dobbelte mesterbager Natasha Kallehave ud af kvartfinalen.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Det var marginaler, der sendte Natasha Kallehave ud af kvartfinalen i "Den store bagedyst".

Det blev et tårevædet og følsomt farvel for den 30-årige director of product & developement fra København.

- Det første jeg tænkte, var: "Det er lige godt pokkers. Nu skal de andre bare hygge sig helt vildt meget uden mig. Nu skal jeg ikke være med i det her helt vildt sjove projekt længere", fortæller Natasha Kallehave derpå.

- Vi har bare haft det rigtigt sjovt. Vi har virkelig hjulpet hinanden, delt tips og tricks, og vi er også blevet venner uden for bagedyst-regi. Det er dejligt at få bekendtskaber med kreative mennesker, som har interesse i nogle af de samme ting som mig.

Der var chokolade på programmet i kvartfinalens tre udfordringer: først fyldte chokolader, dernæst en moussebombe og til sidst portionsanrettede desserter.

Selv om Natasha Kallehave føler, at hun har helt styr på chokolade og dens discipliner udi knæk, temperering og konsistens - chokolade er faktisk generelt det, hun har bagt allermest med - drillede det alligevel i bagedystteltet på Clausholm Slot nær Randers.

Der var revner i skallerne omkring de fyldte chokolader, og moussekagen var noget blød i det - dommerne, Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, kaldte den ligefrem træt og ærgerlig.

Derfor skulle Natasha Kallehave excellere i den sidste udfordring, hvis hun skulle gøre sig håb om at blive i konkurrencen. Men hendes chokoladedessert var alt for sød og manglede syrligt modspil, lød det fra dommerne.

- Det var selvfølgelig superærgerligt. Men jeg havde lidt set det komme, siger hun.

Allerede dagen efter sit exit var Natasha Kallehave i køkkenet igen.

Faktisk kastede hun sig ud i at lave selvsamme chokoladedessert, som sendte hende ud af kagekonkurrencen, for at bevise over for sig selv, at hun sagtens kan harmonere smage.

- Retrospektivt - også når jeg har set de andre programmer - havde jeg hver gang en fornemmelse af, at jeg var ret dårlig, og at jeg ikke var lige så god som de andre. Derfor har jeg forsøgt at overkompensere ved bare at fyre alt muligt i - så meget teknik og så meget forskelligt ind i kagerne.

- Jeg kan jo godt se nu, hvor jeg kigger tilbage, at det måske ikke var nødvendigt at køre så hårdt på, siger hun.

Det var til trods for, at hun i løbet af de syv programmer faktisk fik tildelt mesterbagertitlen to gange. Så den konstruktive kritik af sig selv har hun taget med sig ind i sit eget køkken.

Hun bager fortsat masser af lækkerier - og håber, at hun en dag kan udgive en bog med sin mormors opskrifter.

- Hun har et gammelt opskrifthæfte, som faktisk også har været hendes svigermors, fortæller Natasha Kallehave.

- Jeg vil gerne gøre det lidt mere moderne, så der for eksempel ikke skal halvandet kilo margarine i.

Netop tanken om sin mormor gjorde Natasha Kallehave så berørt over at misse semifinalen.

Der er kærlighedstema, og de fire semifinalister skal vinde dommernes hjerter med uimodståelige kager. Blandt andet en kage med en kærlighedserklæring.

- Den ville jeg gerne have lavet til min mormor, siger Natasha Kallehave.

Natasha Kallehave har bagt med begge sine bedstemødre. Siden hun var helt lille, har hun især været med sin mormor i køkkenet. Og det var her, passionen blev skabt - eller snarere bagt.

De havde en tradition med at bage småkager til jul. Men efter at mormoren mistede synet, har Natasha Kallehave måttet fortsætte traditionen alene.

- Min mormor betyder rigtig meget for mig. Jeg ringer til hende hver søndag klokken ti, og så får vi en sludder om alt mellem himmel og jord, så hun skulle selvfølgelig også hyldes, fortæller hun.

- Nu har jeg hyldet min farmors blomsterhave (i fjerde afsnit, red.), så jeg ville også rigtigt gerne have nået at lave kagen til min mormor i bagedysten, siger Natasha Kallehave og tilføjer:

- Men nu skal jeg bage den til hende alligevel.

Mens Natasha Kallehave altså er ude af "Den store bagedyst", udmærkede den 28-årige kommunikationskonsulent og projektleder Terese Sau Hansen fra Horsens sig blandt de tilbageværende fire deltagere og fik tildelt mesterbagerforklædet.

Næste lørdag finder semifinalen sted, og her vælges de tre finalister til kulminationen på bagebraget.

Det kan ses på DRTV fra morgenstunden lørdag og på DR1 klokken 20.00.

/ritzau/

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:26

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

Hvis sagen var endt i retten uden en tilståelse, kunne han have fået op til 40 års fængsel ifølge Reuters.

Anklageren har blandt andet argumenteret for, at lægen ville forsøge at udnytte "Perrys medicinske svaghed" for at tjene penge ifølge mediet.

Plascencia erkendte i sommer sin rolle i Matthew Perrys død.

Da han tilstod, fortalte han, at han havde injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død.

Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

De øvrige resterende personer, som er anklaget i sagen, har ligeledes erkendt.

Lægen Mark Chavez får udmålt sin fængselsstraf senere i december, skriver ABC News.

Kenneth Iwamasa, som var personlig assistent for Matthew Perry, ventes at modtage sin straf i januar.

Det samme gælder for Erik Fleming, som var med til at distribuere ketamin til Matthew Perry.

Den sidste strafudmåling i sagen ventes at komme i februar næste år, hvor Jasveen Sangha, som angiveligt har solgt stoffer til flere rige og berømte, efter planen får sin straf ifølge ABC News.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:12

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

FAKTA: Imprægnering kan indeholde PFAS

* Forskellige former for imprægneringsmidler kan indeholde problematiske fluorstoffer, som ofte beskrives ved betegnelsen PFAS.

* PFAS er kendt for deres holdbarhed og evne til at modstå nedbrydning, hvilket giver dit tøj, dine møbler og sko en vand- og smudsafvisende effekt.

* Af samme grund er stofferne også problematiske for miljøet og din sundhed. Og fra 2026 bliver det forbudt at bruge PFAS i imprægneringsmidler i Danmark. 

* Du kan blive udsat for stofferne ved, at du indånder imprægneringsmidlerne, men også gennem efterfølgende kontakt med din jakke eller det møbel, du har imprægneret. 

* Derfor kan det være en god idé at imprægnere udendørs og lade støvlerne, jakken eller lænestolen dampe af, inden du tager det i brug. 

* Du kan også finde imprægnering helt uden de problematiske stoffer. Du kan vælge imprægnering, der er baseret på en blanding af voks og paraffin. Og til dine lædersko eller din lædersofa kan læderfedt være et godt alternativ. 

* Der er dog ingen grund til panik, hvis du allerede har brugt en imprægneringsspray med PFAS. Selv om der er stort fokus på det problematiske stof, handler det i højere grad om den samlede frigivelse til naturen. 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

Forlæng levetiden for dit vintertøj på et par minutter

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det kan være frustrerende at opdage, at jakken er utæt, eller at støvlerne tager vand ind. Imprægnering kan hjælpe dit overtøj med at modstå sæsonens våde vejr.

Regn, slud og sjap slider på dit overtøj, men imprægnering er med til at sikre, at det holder sæson efter sæson.

Det fortæller Andreas Schmidt Østergaard, der er Head of E-Commerce hos virksomheden GrejFreak, som primært sælger udstyr til udendørslivet.

Når du imprægnerer dine tekstiler, skaber du en hinde, der afviser vand og skidt.

På den måde beskytter du den såkaldte membran, der sikrer åndbarhed og fungerer som en barriere mellem kroppen og vejret.

- Membranen ligger som et tyndt lag inde i konstruktionen i vandtætte støvler, jakker eller bukser og holder vand ude og sørger for, at fugt indefra kan slippe ud.

- Når ydersiden mister sin imprægnering, bliver membranen hurtigere gennemblødt, og dens åndbarhed hæmmes, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Der findes flere forskellige imprægneringsmidler - en flydende, der vaskes helt ind i fibrene af dine tekstiler, og en spray, der danner et udvendigt skjold.

Den flydende slags hældes i sæbedispenseren på din vaskemaskine, så det kræver, at tøjet tåler den våde snurretur.

Denne type imprægnering virker bedst på vandafvisende produkter. Mange flyverdragter til børn og tykke vinterjakker finder du i denne kategori.

Hvis du imprægnerer vandtætte materialer med en membran, fungerer det derimod bedst med en spray, forklarer Andreas Schmidt Østergaard.

Det skyldes, at imprægneringen kun skal ligge på ydersiden og danne en vandafvisende overflade, som hjælper stoffets membran med at ånde.

- Jeg hænger min regnjakke op på en bøjle i brusekabinen, sprayer et jævnt lag på ydersiden, lader det trænge ind et øjeblik og tørrer det overskydende af, siger han.

Det tager kun et par minutter, men det kan forlænge levetiden på din yndlingsjakke markant, pointerer Andreas Schmidt Østergaard.

Når du vælger en imprægneringsspray, skal du være opmærksom på, at nogle af dem indeholder problematiske stoffer som PFAS - også kaldet fluorstoffer - der kan skade både miljøet og din sundhed.

Dem skal du ifølge Forbrugerrådet Tænk bruge udendørs, hvor imprægneringen også skal have lov dampe af.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du gøre det indendørs under kraftig udluftning.

Den hinde, som imprægneringen skaber, bliver slidt af efterhånden, så processen skal gentages efter en rum tid.

Hvornår og hvor ofte du bør imprægnere overtøjet, afhænger af hvor meget du bruger og vasker det.

- Med udgangspunkt i mig selv er det som regel nok med en gang per vintersæson.

- Men jeg kunne forestille mig, at en flyverdragt til børn skal imprægneres oftere, fordi den bliver mere beskidt og vaskes mere, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Bruger du den samme jakke hele året, kan du med fordel imprægnere den et sted mellem to og tre gange årligt.

Andreas Schmidt Østergaard pointerer, at der findes mange forskellige imprægneringsmidler.

Så hold for øje, hvilken type imprægnering der passer bedst til den genstand, du vil give ekstra beskyttelse.

Er du i tvivl, så henvend dig til din lokale forhandler, så kan de vejlede dig i, hvilken imprægnering og metode der egner sig bedst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek