Tomelilla, 28/06/2026 - 13:43
Flere tilskadekomne efter lynnedslag i sydsvensk sommerland
Flere lyn er søndag slået direkte ned i forlystelsesparken Tosselilla Sommarland i det sydlige Sverige.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Flere personer er søndag formiddag kommet til skade, efter at et lyn slog ned ved forlystelsesparken Tosselilla Sommarland.
Parken ligger cirka 17 kilometer nord for den sydsvenske by Ystad i Tomelilla Kommune.
Tre voksne er kørt på hospitalet med ambulance. En kvinde på omkring 45 år er kommet alvorligt til skade.
Syv andre - fem børn og to voksne - har selv transporteret sig til skadestuen, med det der beskrives som lettere skader.
Forlystelsesparken skriver selv på Facebook, at man har været ramt af et kraftigt tordenvejr.
- Det har ført til en del personskader, og derfor har vi mange ambulancer på stedet.
- Vi har ingen alvorlige kvæstelser, men vil informere jer, der er bekymrede og undrer jer over, hvad der sker, skriver Tosselilla Sommarland.
Lynnedslaget kom omkring klokken 10.30, kort efter at forlystelsesparken åbnede.
Tosselilla Sommarland oplyser videre, at flere lyn slog direkte ned inde i selve forlystelsesparken. Det skriver mediet Expressen.
Til avisen forklarer driftschefen i forlystelsesparken, at de tilskadekomne personer befandt sig tæt på et træ, hvor et lyn slog ned.
/ritzau/TT




