København, 10/01/2026 - 19:18
Venstre vil sænke momsen på alle fødevarer
I et fælles debatindlæg foreslår Venstre og fagforeningen 3F at sænke fødevaremomsen i Danmark.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For at råde bod på stigende fødevarepriser bør momsen blive sænket på alle fødevarer, mener Venstre og fagforeningen 3F.
Regeringspartiet og fagforeningen mener i et fælles debatindlæg i Jyllands-Posten, at man må tage et "ekstraordinært" skridt og indføre en lavere moms på alle fødevarer.
Venstres næstformand, Stephanie Lose, som også er økonomiminister, er afsender sammen med 3F's forbundsformand, Henning Overgaard.
- Vi står altså sammen om at sænke momsen på alle fødevarer. Danmark er et af de lande i Europa med den højeste moms på fødevarer, mens andre lande har differentieret moms på fødevarer og lavere satser, lyder det i indlægget.
Venstre og 3F nævner ikke en specifik procentsats til den sænkede moms, men fagforeningen har tidligere foreslået, at fødevaremomsen bør sænkes fra 25 til 20 procent.
- Det kommer nok ikke bag på mange, at Venstre og 3F ikke altid har været enige om alt. Sådan er det stadig. Men der er bestemt også emner, som vi ser ens på.
- Og vi er helt enige om, at det nu er tid til at sikre, at det kan blive billigere for danskerne at fylde indkøbskurven, skriver Lose og Overgaard.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, sagde på partiets landsmøde i oktober sidste år, at han var åben for at sænke momsen på fødevarer.
Men det skulle kun ske, hvis man kan finde "den rigtige model" som en del af en ny skattereform, lød budskabet.
I dag er der en generel moms på 25 procent i Danmark. Det er den højeste moms på fødevarer i EU.
/ritzau/




