København SV, 11/07/2026 - 12:57
Fem personer er sigtet for at have arbejdet for narkocentral
Politiet mener, at fem personer drev narkotikabudforretning og arbejdede for en narkotikacentral.
Af: /ritzau/
Fire mænd og en kvinde er sigtet for at have drevet en narkotikabudforretning og for at have arbejdet for en narkocentral.
Det kommer frem under et grundlovsforhør, der foregår i den særligt sikrede retssal i kælderen i Vestre Fængsel lørdag eftermiddag.
De er desuden sigtet for besiddelse af kokain, MDMA, ketamin, ecstasy og hash på flere forskellige steder i Storkøbenhavn.
Grundlovsforhøret foregår for lukkede døre, men inden dørene blev lukket, blev sigtelsen læst højt.
De fire sigtede mænd er henholdsvis 24, 28, 42 og 46 år, mens kvinden er 33 år. De blev anholdt på forskellige tidspunkter fredag aften.
Tre af de sigtede er rumænere, og en rumænsk tolk medvirker ved grundlovsforhøret.
Kvinden blev anholdt klokken 18.50, og de fem er sigtet for besiddelse af flere forskellige typer narkotika på en adresse på Østerbro på samme tidspunkt.
Det fremgår af sigtelsen, at købere kunne henvende sig telefonisk eller via krypterede tjenester til forretningen og få leveret eller selv hente stofferne.
De er også sigtet for at have arbejdet for en narkocentral med navnet "Jimmytheman".
I forbindelse med det arbejde er de sigtet for blandt andet at have besiddet 645 ecstasypiller og knap 400 gram kokain på en adresse i Hvidovre fredag klokken 21.48.
Det er samme tidspunkt, som to af de sigtede blev anholdt.
Det er ikke kommet frem under den åbne del af retsmødet, hvordan de fem forholder sig til sigtelsen.
RITZAU




