Washington, 19/06/2026 - 15:49
Amerikansk embedsmand: Israel og Hizbollah er enige om våbenhvile
De seneste kamphandlinger mellem Hizbollah og Israel har dræbt over 20. Nu er de enige om en våbenhvile.
Af: /ritzau/
Israel og Hizbollah er blevet enige om en våbenhvile, som er sat til at begynde fredag eftermiddag klokken 16.00 lokal tid. Det svarer til klokken 15.00 dansk tid.
Det siger en amerikansk embedsmand til Reuters.
- Hizbollah og Israel er enige om en våbenhvile, siger embedsmanden.
Vedkommende tilføjer, at aftalen er udarbejdet af forhandlere fra USA og Qatar med hjælp fra Iran.
- Det er vores opfattelse, at Israel og Hizbollah nu har indgået en våbenhvile efter skududvekslinger tidligere i dag, siger embedsmanden til Reuters.
Reuters skriver ikke navnet på den pågældende embedsmand.
Natten til fredag og fredag morgen har israelsk militær (IDF) angrebet flere mål i relation til Hizbollah.
Libanons sundhedsministerium oplyste tidligere fredag, at mindst 18 personer er blevet dræbt, mens 33 er blevet såret.
Det fremgår ikke, om de dræbte er militante fra Hizbollah, civile libanesere eller begge dele.
Det israelske militær har oplyst, at fire israelske soldater er blevet dræbt.
De israelske angreb var ifølge IDF et svar på "gentagne krænkelser af våbenhvilen" fra Hizbollahs side.
Der har været en våbenhvile på plads mellem Israel og Libanon siden 4. juni. Aftalen har dog været betinget af, at Hizbollah indstillede sine angreb på Israel.
Hizbollah afviste aftalen 4. juni og understregede, at en aftale ifølge militsen skal begynde med en fuld israelsk tilbagetrækning fra Libanon.
To kilder fra Hizbollah siger fredag til Reuters, at militsen har implementeret våbenhvilen.
En højtstående embedsmand fra Israels militær siger til Reuters, at israelske styrker vil blive i det sydlige Libanon. Vedkommende bekræfter samtidig, at Israel accepterer en våbenhvile, hvis ikke Hizbollah angriber.
/ritzau/




