Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Seoul, 24/06/2026 - 06:12

Nordkoreansk soldat gør sjælden flugt over grænsen til Sydkorea

Sydkoreansk militær har tirsdag aften tilbageholdt en nordkoreansk soldat i grænseområdet mellem de to lande.

Af: /ritzau/

En nordkoreansk soldat er blevet tilbageholdt i Sydkorea, efter at soldaten havde krydset den tæt bevogtede grænse mellem de to lande.

Det oplyser Sydkoreas militær onsdag ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Militæret tilbageholdt tirsdag aften en nordkoreansk soldat i den centrale del af området ved grænsen, og de relevante myndigheder undersøger nu omstændighederne nærmere, skriver militæret i en udtalelse til Yonhap.

Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om soldatens helbredsmæssige tilstand, ligesom det heller i fremgår, hvordan det lykkedes afhopperen at komme over den tæt bevogtede grænse.

Landgrænsen er tæt bevogtet af militær fra begge sider, men det er før set, at nordkoreanske afhoppere sejler ud fra den nordkoreanske kyst og sejler ind i Sydkorea ad den vej.

Andre rejser først gennem nabolandet Kina og derefter videre til et tredjeland som for eksempel Thailand, før de når frem til Sydkorea, skriver AFP.

Det er generelt en sjældenhed, at nordkoreanere flygter fra Nordkorea direkte til Sydkorea. Rejsen regnes for enormt farlig. Grænseområdet er skovklædt, fyldt med landminer og stærkt bevogtet af soldater på begge sider.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek