Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/12/2024 - 09:00

Dit aflagte juletræ kan gøre nytte i haven

Juletræets rejse behøver ikke at slutte, når juledagene er ovre. Der er nemlig mange måder at få gavn af gran derhjemme.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Når salmerne er forstummet, og pynten er pillet af juletræet, har det traditionsrige træ udspillet sin rolle i stuen for i år.

Men der er stadig meget værdi tilbage i stammen, nålene og grenene. Særligt hvis du har en have, fortæller Therese Nissen, som er natur- og miljøpolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Man kan klippe juletræet i stykker og bruge det i kvashegn i haven, siger Therese Nissen og fortsætter:

- Man kan også bruge det på nogle dedikerede områder, hvor man lægger sit afklippede kvas, grene og blade. Det giver boliger til pindsvin, mus og forskellige andre arter, der kan finde en vinterplads.

Du kan også nøjes med at fjerne pynt og stearin fra juletræet og lade det stå bart ude i haven. Her kan det eksempelvis fungere som en foderstation for havens fugle.

- Hæng et par mejsekugler eller en foderautomat op i juletræet, siger Knud Flensted, som er biolog hos DOF Birdlife.

- Det er en rigtig god måde at få nogle gode fugleoplevelser på. Det er en god måde at lære fuglene at kende på. Og hvis man stiller det lige foran et vindue, så ser man lige pludselig nogle fugle, man ikke vidste, var i ens nabolag.

Du kan selv lave mejsekuglerne, så du undgår plastiknettet rundt om, supplerer Therese Nissen.

En anden måde at bruge det udtjente juletræ er ved at finde grensaksen frem og klippe nogle af grenene af. De kan bruges som dække for havens mere sarte stauder som beskyttelse mod kulde og frost.

Har du et surbundsbed - for eksempel rhododendron eller blåbær - er det også oplagt at udnytte grantræets pH-værdi.

- For at bevare surheden i sådan et bed skal der en gang imellem tilføres noget surt udefra. Det er ofte spagnum, men bruger man det, bidrager man til at grave vores højmoser op, og det er ikke så smart.

- I stedet kan man altså klippe sit grantræ i småstykker og bruge grannålene til at opretholde surheden i bedet, forklarer Therese Nissen.

Har du en fingernem familie, er der også god underholdning at hente i juletræet. Skær det op i nogle mindre stykker, og find nogle gode knive frem. Så har I materiale til jeres helt eget snitteværksted.

- Man kan snitte små figurer eller måske lave en knagerække. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

- Og så skal man selvfølgelig lige være opmærksom på harpiks, tilføjer hun.

En sidste mulighed er at donere det brugte træ, så det kan bruges som underholdning for dyr eksempelvis i den lokale zoologiske have, åbne landbrug eller skolelandbrug, hvis de tager imod den slags.

/ritzau fokus/

Italien, 24/09/2025 - 10:49

Verdensstjerne: Mænd er en superunderholdende art at se på

Kylie Cooper/Reuters

Sangeren Sabrina Carpenter siger i stort interview med Vogue, at hun altid har brugt humor og sarkasme til at overkomme svære situationer.

Den amerikanske verdensstjerne Sabrina Carpenter udgav i sommer sit syvende album, "A Man's Best Friend" - en mands bedste ven.

I den italienske udgave af modemagasinet Vogue kalder Sabrina Carpenter mænd for en "superunderholdende art at se på".

- På både positive og negative måder, siger hun og uddyber:

- Jeg føler mig virkelig elsket, inspireret og elsket af nogle af dem og virkelig forvirret, angrebet og latterliggjort af andre.

Sabrina Carpenter siger videre i interviewet, at når en af hendes veninder fortæller, at hun er gravid og venter en søn, glæder sangeren sig på babyens vegne.

- Fordi jeg ved, at han vil blive opdraget ordentligt, lyder det fra hende.

- Ret mig, hvis jeg tager fejl - jeg har kun været på jorden i 26 år - men jeg føler, at vi altid har været nødt til at opdrage dem. Desværre er det en fortælling, der er lige så gammel som tiden, mener hun.

Det vakte forargelse, da Sabrina Carpenter annoncerede albummet "A Man's Best Friend" med et billede af sig selv nede på alle fire, mens en mand har fat i hendes hår.

Sabrina Carpenter siger i Vogue-interviewet, at hun altid har brugt humor og sarkasme til at overkomme svære situationer.

Hun beskriver, at humor har reddet og beskyttet hende.

Sabrina Carpenter er glad for, at hendes hold bakker op om hendes brug af humor i sin musik og sit udtryk.

- De støtter min mærkelige hjerne. Det er den eneste måde, jeg kan fortsætte med at forblive så autentisk som muligt i en verden, hvor det er så nemt at miste det så hurtigt, siger hun.

Sabrina Carpenter begyndte sin karriere som barneskuespiller.

Som 16-årig udgav hun sit første album, "Eyes Wide Open". Siden udgav hun fem andre albummer. Men det var først med sin sjette skive, "Short n' Sweet", fra sommeren 2024, at hun fik sit globale gennembrud med monsterhittet "Espresso", som blev fulgt op af "Please Please Please", "Taste" og "Bed Chem".

Albummet bragte hende i foråret til Danmark, hvor hun gav to koncerter i Royal Arena i København.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/09/2025 - 10:07

Jonatan Spang anklaget for overgreb efter forhold med 15-årig

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Komiker Jonatan Spang erkender at have handlet forkert i tidligere forhold med 15-årig pige for 16 år siden.

I et opslag på Instagram fortæller Jonatan Spang, at han tidligere som voksen har indgået et forhold med en 15-årig pige, der nu anklager ham for at have begået overgreb mod hende.

Opslaget på Instagram kommer dagen efter nyheden om, at han er blevet fyret som vært i satireprogrammet "Tæt på sandheden".

- Som de fleste af jer ved, har DR valgt at afskedige mig som vært på "Tæt på sandheden". Det skyldes, at jeg for 16 år siden, da jeg var 31 år, havde et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation til en dengang 15-årig pige, skriver han i et opslag på Instagram.

- Hun har nu beskyldt mig for et overgreb begået dengang. Som jeg også har svaret DR, kan jeg ikke genkende hendes udlægning og beskyldninger. Men det har fået mig til at overveje mine egne handlinger, tilføjer Spang i opslaget.

Den tidligere tv-vært fra satireprogrammet skriver, at han burde have handlet mere ansvarligt og aldrig have indledt en relation med "så ungt et menneske".

Jonatan Spang tilføjer ikke mere om, hvad anklagen om overgreb mere præcist omhandler.

Jonatan Spang har ikke yderligere kommentarer, oplyser hans pressemedarbejder David Birch til Ritzau.

Komikeren skriver i opslaget, at han ikke kan "genkende hendes (den 15-årige piges, red.) udlægning og beskyldninger", men at sagen har fået ham til at overveje sine egne handlinger.

Umiddelbart efter opslaget fra Spang på Instagram har Berlingske udsendt en artikel om, at fyringen fra DR skyldes anklager om seksuelt overgreb og grooming af den 15-årige pige.

- På tidspunktet for episoden var hun 15 år gammel og gik i 9. klasse, mens Jonatan Spang selv var 31 år og direktør på Nørrebro Teater, skriver mediet.

To uger før at det blev meldt ud, at den nye sæson af "Tæt på sandheden" blev udskudt på ubestemt tid, havde DR ifølge Berlingske konfronteret Spang med anklagen.

Berlingske har været i kontakt med den i dag 32-årige kvinde, der bekræfter forløbet, men som af hensyn til sagens følsomme karakter er anonym i mediets dækning, lyder det.

Kvinden kontaktede DR's HR-afdeling via en e-mail 17. juni.

I mailen beskrev hun, hvordan en "offentligt kendt dansk mand", der er "aktuel i DRs sendeflade", havde "groomet" og udsat hende for et overgreb i 2009, da hun var 15 år og gik i 9. klasse.

De to skal angiveligt have skrevet sammen privat, beskeder som Berlingske har set, og have haft en relation, der kulminerede i en episode hjemme hos Spang i 2009.

I hans lejlighed skal han først have tilbudt pigen juice, fordi det angiveligt ville være "upassende" at tilbyde øl til en 15-årig pige, lyder det i et referat af episoden fra kvinden.

Derefter skal der ifølge kvinden være sket et overgreb på en sofa i hans lejlighed, beskriver Berlingske.

Kvinden fortæller desuden ifølge Berlingske, at Jonatan Spang gentagne gange sidste år forsøgte at komme i kontakt med hende igen, hvilket fik hende til at konfrontere ham med episoden fra 2009.

Berlingske skriver, at sagen om overgrebet i en juridisk forstand er forældet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/09/2025 - 08:00

FAKTA: Ferieoplevelser med minimal rejsetid

* Der er et væld af oplevelser at finde lige på den anden side af Øresund.

* I Malmø kan hele familien tage på Disgusting Food Museum, hvor man ikke bare kan se, men også smage "ulækker" mad fra hele verden - alt fra tørrede insekter til en særlig thailandsk stinkefrugt.

* Malmøs naboby Lund huser en gammel domkirke med et astronomisk ur, der stammer helt tilbage fra 1400-tallet. To gange om dagen åbner uret sig, og ældgamle mekaniske træfigurer kommer ud - blandt andet er der nogle riddere, der fægter.  

Kilde: Nanna Hyldgaard Hansen, der er forfatter til bogen "Togrejser for begyndere".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/09/2025 - 08:00

Efterårsferie uden planer? Her kan du nemt og hurtigt tage hen med tog

Selv om du kun har en uges efterårsferie, kan du uden den store planlægning drage afsted på eventyr til udlandet med tog.

En spontan efterårsferie på skinner og med masser af kvalitetstid kan snildt lade sig gøre, hvis du sætter kurs mod en knap så fjern destination.

Sådan lyder det fra foredragsholder og forfatter Nanna Hyldgaard Hansen, der står bag bogen "Togrejser for begyndere".

- Når man kun har en uges ferie, er der lige lovligt langt til Italien eller Spanien, og så ender man med at bruge rigtig meget af ferietiden i toget, siger hun og foreslår, at du i stedet kigger mod Tyskland eller Sverige.

1) Svensk kurbadeby.

Nanna Hyldgaard Hansens første rejseanbefaling er byen Varberg i Sverige.

- Det er et virkelig fint sted, som kun tager tre timer at komme til med et direkte Øresundstog fra København. Der går altså rigtig mange tog, så det kræver ikke pladsreservation, fortæller hun.

Varberg er en gammel kurbadeby, der året rundt byder på et væld af muligheder for at hoppe i havet og lune sig i en sauna bagefter.

- Der er for eksempel Kallbadhuset, som ligner et orientalsk palads og står på pæle ude i havet. Det er en virkelig flot bygning, hvor de også serverer nogle rigtig gode vafler med syltetøj, fortæller Nanna Hyldgaard Hansen.

Efter at du har udforsket strandpromenaden, kan du gå en tur rundt i byens hyggelige små gader og måske besøge Varberg Fæstning, der både har flotte volde og underjordiske gange.

2) Tysklands Venedig.

Vand fylder ligeledes meget i det tyske flod- og moselandskab Spreewald. Her kommer du til ved først at tage et tog til Berlin og så drage en lille time videre sydpå.

- Så kommer du ud i en kæmpestor skov med over tusind kilometer lange kanaler. Området er dannet af smeltevand fra istiden, og der er næsten ingen veje, så de fleste kommer rundt med båd eller med pramme, siger Nanna Hyldgaard Hansen.

De mange kanaler betyder, at der er rig mulighed for at leje kanoer, stand up paddleboards og opleve naturen fra vandvejen.

- Vi så isfugle, guldsmede, oddere og storke. Der var også bævere. Dem så vi ikke, men vi så træstammer, de havde hvæsset deres tænder på, og et bæverbo. Der var meget flot.

3) Fabeldyr og hedetur.

Blot en halv times togtur syd for Hamburg ligger den tyske middelalderby Lüneburg, der i sin tid blev rig på handel med salt. Og fortidens velstand kan ses i arkitekturen med huse, der er overdådigt udsmykkede med alt fra ansigter til fabeldyr.

Ud over at byen i sig selv er et besøg værd, anbefaler Nanna Hyldgaard Hansen en tur ud til naturparken Lüneburger Heide, som er et kæmpestort hedeområde med masser af vandre- og cykelruter. Det er også muligt at hoppe på en af de store hestevogne, der fragter folk rundt i det lyngklædte landskab.

På Lüneburger Heide ligger desuden en stor dyrepark, hvor du kan høre ulve hyle og komme helt tæt på en grævling. Nanna Hyldgaard Hansen og hendes familie havde det også sjovt i den lokale barfodspark, som er et fænomen, der findes flere steder i Tyskland.

- Det er en form for forlystelsespark, hvor du går rundt med bare fødder på forskellige underlag. Der er både klæbrigt mudder, vand, brosten, grankogler og korkpropper, fortæller hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek