Bogotá, 11/08/2026 - 01:59
Colombias nye præsident anerkender Israels krav på Golanhøjderne
Få dage efter sin tiltrædelse bakker Colombias nye præsident ligesom USA op om Israels krav på Golanhøjderne.
Luisa Gonzalez/Reuters
Af: /ritzau/
Hidtil har USA været det eneste land, der har anerkendt Israels annektering af det besatte område Golanhøjderne.
Men sådan er det ikke længere.
Colombias nyligt udpegede præsident, Abelardo de la Espriella, og hans regering har mandag anerkendt Israels krav på Golanhøjderne. Landet erobrede størstedelen af området fra Syrien i 1967 og annekterede det i 1981.
Det skriver Colombias regering i en udtalelse på det sociale medie X.
- Colombias regering anerkender israelsk suverænitet over dette område samt denne stats ret til at beskytte sig selv mod udefrakommende trusler, lyder det.
De la Espriella overtog præsidentembedet fredag.
Hans overtagelse markerer et skifte i Colombia, da han er stærkt højreorienteret og allieret med den amerikanske præsident, Donald Trump.
De la Espriellas venstreorienterede forgænger, Gustavo Petro, kritiserede Israels offensiv i Gazastriben skarpt, afbrød de diplomatiske forbindelser og stoppede den israelske våbenimport til Colombia.
Den USA-støttede millionær, der nu sidder på posten, har lovet at genetablere båndene.
Israels udenrigsminister, Gideon Sa'ar, takker sin "gode ven" De la Espriella for anerkendelsen.
De to blev enige om den colombianske anerkendelse dagen før De la Espriellas tiltrædelse, siger Sa'ar.
FN fastholder, at Golanhøjderne er syrisk territorium, og at Israel har besat området militært.
I juli gentog FN's generalsekretær, António Guterres, at Golanhøjderne er en del af Syrien. Han beskrev desuden den israelske besættelse som "fuldstændig uacceptabel".
USA anerkendte området som israelsk i 2019 under Trumps første præsidentperiode.
I juli sagde De la Espriella, at han har planer om at åbne en colombiansk ambassade i Jerusalem, som Israel betragter som sin hovedstad.
Byen er dog ikke anerkendt internationalt som landets hovedstad, og de fleste lande har placeret deres diplomatiske repræsentationer i Tel Aviv.
Under Trumps første embedsperiode anerkendte USA også Jerusalem som Israels egentlige hovedstad, og han flyttede den amerikanske ambassade til byen i 2018.
RITZAU/AFP




