Bern, 04/07/2025 - 04:25
Portugals kvinder mærkede følelsesladet opbakning i sorgens stund
Diogo Jota blev mindet med et minuts stilhed, da Portugals kvindelandshold tabte 0-5 til Spanien ved EM.
Peter Klaunzer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Portugisiske fodboldfans samlede sig torsdag aften og viste enorm støtte til landets kvindelandshold ved EM i Schweiz.
Selv om Spanien udspillede Portugal og vandt 5-0, så fik de portugisiske spillere en opbakning, de sjældent har oplevet efter et minuts stilhed til ære for afdøde Diogo Jota.
Jota, der repræsenterede Portugals landshold på herresiden, døde tidligere på torsdagen sammen med sin bror i en bilulykke.
Landstræner Francisco Neto mærkede den store opbakning, selv om hans hold fik en elendig start og aldrig formåede at rejse sig.
Det sagde landstræneren efter det store nederlag i et interview med tv-stationen Sport TV.
- Inde på banen var vi Spanien underlegne, men uden for banen er der ingen tvivl om, at vi fik en jordskredssejr, siger Francisco Neto.
Landstræneren var ligesom mange af tilskuerne i Bern berørt over Diogo Jota og brorens dødsulykke.
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at vise respekt for Diogo og hans bror og sige, at vi tænker på hans familie, siger landstræneren ifølge AFP.
Francisco Neto fortæller, at han mødte Diogo Jota på Portugals U19-landshold, hvor Neto var assistenttræner. De bevarede kontakten, og Liverpool-stjernen havde altid styr på, hvordan Portugals kvindelandshold klarede sig.
- Han kendte alle vores resultater, han fulgte holdet og spillerne. Sådan er kulturen i Portugal. I dag er en virkelig sørgelig dag, siger Francisco Neto.
Portugals nederlag betyder, at holdet er under stort pres forud for de kommende gruppekampe mod Italien og Belgien. De to bedste hold fra gruppen går videre til kvartfinalerne.
Danmark tager torsdag aften hul på EM med et opgør mod Sverige i Genève. Opgøret fløjtes i gang klokken 18.00.
Senere i gruppespillet står danskerne over for Tyskland og Polen.
/ritzau/