Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/11/2025 - 20:55

Svømmestjerne accepterer to års karantæne for sag om whereabouts

Penny Oleksiak har tre gange inden for et år brudt whereabouts-reglerne, og det koster to års karantæne.

Chris Young/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den canadiske svømmestjerne Penny Oleksiak accepterer to år i skammekrogen, efter hun har forbrudt sig på whereabouts-reglerne.

Det skriver International Testing Agency (ITA) ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Som atlet skal man give antidopingmyndighederne oplysninger om, hvor man befinder sig, så man kan blive testet. Gentagne fejl med whereabouts-oplysningerne kan føre til en udelukkelse, og det er altså det, der er sket i Oleksiaks tilfælde.

Sagen har været i gang i en længere periode, og den fik canadieren til at trække sig fra VM i Singapore i juli og august.

Karantænen, som Oleksiak har accepteret, løber frem til 14. juli 2027.

25-årige Oleksiak har vundet syv OL-medaljer gennem karrieren. Hendes hidtil eneste guldmedalje sikrede hun i 100 meter fri ved sommerlegene i 2016.

Derudover er det blevet til ni VM-medaljer på langbane, der er det mest prestigefyldte af mesterskaberne.

Det canadiske svømmeforbund siger i en udtalelse, at man respekterer afgørelsen fra ITA.

- Selv om vi accepterer Pennys forklaring om, at det var utilsigtet fejl, og hun ikke har gjort brug af forbudte stoffer, er antidopingregler til for at sikre lige vilkår for atleterne, siger Suzanne Paulins, der er canadisk svømmedirektør.

Oleksiak har ikke selv kommenteret karantænen, men understregede i forbindelse med sommerens VM-afbud, at hun ikke har taget noget ulovligt.

- Jeg vil gerne understrege, at sagen om whereabouts ikke involverer nogen form for forbudt stof. Det handler om, hvorvidt jeg har opdateret mine informationer korrekt, lød det dengang fra canadieren.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek