Bruxelles, 17/04/2026 - 15:00
EU vil styrke sikkerheden på den sydlige grænse gennem Middelhavspagt
EU-Kommissionen fremlagde fredag en handlingsplan for implementering af Middelhavspagten.
Af: /ritzau/
En styrket økonomi, bedre håndtering af naturkatastrofer og mere styr på migration over Middelhavet.
Det er nogle af målene i EU's Middelhavspagt, som nu skal implementeres.
Forud for næste uges uformelle EU-topmøde i Cypern har EU-Kommissionen fredag fremlagt en handlingsplan for implementeringen af pagten.
Den skal ifølge EU's udenrigschef, Kaja Kallas, "mobilisere milliarder i europæiske investeringer". De skal blandt andet skabe øget sikkerhed på EU's sydlige grænse.
- Vi vil gøre langt mere for i fællesskab at tackle fælles udfordringer, lige fra narkosmugling til menneskehandel og afbødning af naturkatastrofer.
- Pagten vil dermed bidrage til at gøre regionen stærkere, mere stabil og mere velstående, siger Kaja Kallas.
Pagten for Middelhavsområdet blev lanceret i november sidste år og blev siden bekræftet på EU-topmødet i december.
Det overordnede mål er at skabe et "sammenhængende, integreret, velstående, modstandsdygtigt og sikkert fælles middelhavsområde".
Det er en vigtig prioritet for Cypern, der 1. januar overtog EU-formandskabet fra Danmark.
Det markeres i næste uge med et uformelt EU-topmøde i Cypern, der indledes med en arbejdsmiddag torsdag aften og derefter det egentlige uformelle EU-topmøde fredag.
Her vil samarbejdet mellem Middelhavslandene komme i fokus.
- Middelhavet er vores fælles område. Lige nu er det under pres.
- Befolkningen i regionen er bekymret for deres fremtid. De har brug for svar, siger EU-kommissær for Middelhavsområdet Dubravka Šuica.
Handlingsplanen indeholder 21 initiativer, der skal gennemføres i år.
Blandt dem er styrket samarbejde om forebyggelse af "ulovlig migration" og bekæmpelse af menneskesmugling og menneskehandel.
Et andet initiativ skal styrke "den institutionelle og operationelle
kapacitet inden for grænseforvaltning".
Fredagens handlingsplan ventes at blive fulgt op af en ny handlingsplan i efteråret. Det skal sikre, at Middelhavspagten gennemføres.
- Dette er blot begyndelsen på vores rejse mod et fælles middelhavsområde, siger Dubravka Šuica.
/ritzau/




