København, 26/02/2026 - 15:38
Myndigheder nedtoner trussel mod nordiske energisystemer
Trussel betyder ifølge svensk TV4, at svensk politi skal bevogte samfundskritiske virksomheder.
Af: /ritzau/
Myndigheder i flere lande nedtoner torsdag meldinger om en alvorlig trussel med forbindelse til en "fremmed magt", der er blevet rettet mod energiinfrastrukturen i alle landene i Norden.
Det var den svenske tv-station TV4, der erfarede, at flere landes myndigheder og politienheder var gået i beredskab.
Fra Styrelsen for Samfundssikkerhed i Danmark lyder det imidlertid:
- Styrelsen for Samfundssikkerhed har været i kontakt med de svenske myndigheder, som afkræfter den historie, der har kørt i svenske og danske medier om skærpet bevogtning af kritisk infrastruktur.
Det norske justitsministerium afviser ifølge nyhedsbureauet NTB, at der skulle være tale om en specifik trussel.
Ministeriet siger, at det har været i kontakt med "relevante aktører i Norge og svenske myndigheder".
- Der er ingen specifik trussel nu. Hverken Norge eller Sverige har ændret deres trusselsvurderinger, og der har dermed ikke været behov for at iværksætte nye tiltag, skriver den norske departementsrådgiver Linda Hafstad i en e-mail til NTB.
Flere svenske myndigheder er ellers ifølge TV4's oplysninger blevet inddraget i en fælles international indsats som følge af truslen.
Samtidig har politiet i Sverige fået besked på at bevogte samfundskritiske virksomheder i energibranchen, og politibetjente rundtom i landet har fået besked på at være opmærksomme på alle mistænkelige aktiviteter.
- Det er et intensivt arbejde, som pågår, siger en anonym kilde til TV4.
Efterretningstjenesten Forsvarets radioanstalt (FRA), der laver signalefterretning på vegne af den svenske stat, bekræfter over for mediet, at det har opfordret energisektoren til øget årvågenhed.
Signalefterretning vil sige aflytning og overvågning af radiosignaler.
Opfordringen faldt allerede i slutningen af sidste uge, oplyser kommunikationschefen for FRA til mediet.
- Baggrunden er, at Polen blev udsat for angreb i sin energisektor i slutningen af december. Vi vurderer, at der er grund til også at være opmærksom i en svensk kontekst, siger kommunikationschef Ola Billger.
Dertil har efterretningstjenesten opfordret sektoren til at sikre, at den har evnen til at genetablere sine systemer, hvis man skulle "blive ramt af noget", lyder det videre.
Ola Billger ønsker ikke at gå ind i konkrete trusler. Han kalder opfordringen til energisektoren for en "forsigtighedsforanstaltning".
Ritzau forsøger at få oplyst hos Rigspolitiet, om dansk politi har fået en tilsvarende ordre.
Aktøren bag truslen skal have oplyst en tidsfrist, inden hvilken et muligt kommende anslag kan ske.
- Ifølge truslen kan aktøren slå til i nær fremtid, siger en kilde til TV4.
Svensk politi har bekræftet, at det er bekendt med de oplysninger, som er blevet fremlagt af mediet.
En pressetalsperson hos politiets nationale mediecenter siger til det svenske medie, at politiet "kender til oplysningerne, følger situationen og samarbejder med relevante aktører".
I Danmark skriver Energistyrelsen, at den "er bekendt med de aktuelle historier i svenske medier".
- Energistyrelsen følger situationen og er i kontakt med øvrige relevante myndigheder, skriver styrelsen.
- Beredskabsniveauet for energisektoren i Danmark har siden den 8. oktober 2025 været på niveauet gul, der indikerer middel trussel.
/ritzau/




