New York, 26/04/2024 - 01:31
Dommer afviser at annullere Trumps dom i sag om æreskrænkelser
Tidligere præsident Trump skal betale 83,3 millioner dollar i erstatning for æreskrænkelser til forfatter.
Af: /ritzau/
En dommer i den amerikanske storby New York har torsdag afvist ekspræsident i USA Donald Trumps anmodning om at annullere en dom mod ham i sag om æreskrænkelser.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dommen lyder, at den tidligere præsident skal betale 83,3 millioner dollar i erstatning for æreskrænkelser til forfatteren E. Jean Carroll.
83,3 millioner dollar svarer til cirka 579 millioner danske kroner.
Også Trumps anmodning om en ny retssag er blevet afvist, ligesom dommeren også afviste, at erstatningskravet er for højt.
Distriktsdommer i New York Lewis Kaplan står bag afgørelserne.
Trump har planer om at anke torsdagens afgørelse.
Sagen udspringer af, at Trump har nægtet, at han voldtog Carroll i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman i den amerikanske storby New York i midten af 1990'erne.
Carroll gik offentligt ud med anklagen i 2019. Trump, som på det tidspunkt var USA's præsident, beskyldte derefter forfatteren for at have opfundet historien om voldtægten for at øge salget af en erindringsbog.
Den påstand var ifølge Carroll æreskrænkende.
/ritzau/